Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Karl Gjellerup: Prolog ved det kgl. Teaters Mindefest for N. W. Gade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dér staa de om ham, hvor han Blikket vender,
Drotter og Sangere med kronet Navn: —
de store, som befolked Selmas Haller,
som Skjalden kaldte, som paa Skjalden kalder ....
... Han saa’ ej længer frem, han saa’ tilbage!
Men saa’ han fremad end med hævet Bryn,
det var ej did, hvor Tidens Skyer jage,
men hvor han skimted alt det Lys, hvis Lyn
sent eller tidlig krydser vore Dage
saa blændende, at for vort sløve Syn,
der har et jordisk Taageslør fornøden,
det sortner med det Mulm, vi kalde Døden.
De Regnbuefarver, som i Taagen spille,
brast–––: Glans i Glans for Aandens Seerblik––-
Hans Sjæl, de klare Tonebølgers Kilde,
fra Larmens Land bort til sin Hjemstavn gik,
hint Verdens-Ocean, det store, stille,
der bruser dybt i Sfærernes Musik: —
Livsmelodien toned salig bort
i Evighedens hvilende Akkord.
Om I den evige Akkord fornemmer
gennem den vekselrige Melodi,
og under Værkets lydelige Stemmer
ane den skjulte Enheds-Harmoni,
og se, Lvad let en Kunstners Samtid glemmer:
den mægtige Personligheds Værdi: —
da er I her ej længer Sorgens Gæster —
da hædres den forevigede Mester.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
