Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er tvivlsomt som sagt, hvorvidt de Spillende paa Dagmartealret
satte Folks Følelser i stort Oprør. Men i det mindste et Par af dem gjorde,
punktvis i alt Fald, deres Sager anerkendelsesværdigt. Hr. Marx gav i Røverne
den onde Franz som en Kopi efter Levinskys virtuose og brillante, men ikke
overvættes gribende Udformning af Figuren. Det var de samme jeux de théfttre,
samme Stillinger, samme Gestus, samme Stemmeføring, ja samme Stemmeklang.
Nu og da kunde han ikke holde den paatagne Stemme, nu og da (f. Eks. i de
sidste Scener) skortede det paa legemlig Smidighed og Kraft til at udføre Inten-
sionerne, og maaske ogsaa paa en klar Forstaaelse af Forbilledets Intensioner.
Men Kopien syntes som Helhed vellykket; og man maa erindre, at ogsaa en
god Kopi efter et berømt Maleri har Værd, dobbelt naturligvis for de mange,
som ikke kender Originalen.––––-Hr. Martinius Nielsen var Karl Moor. Han
saa godt ud, og i den store Scene ved „Hungertaarnet* kastede han sig med
udmærket Energi ud i Raseriet. Til andre Tider var han maaske nok igen for
rolig, for skæbnesvanger og statueagtig. Og han kender endnu for lidt til at
.forberede*. Replikeme ikke fødes paa, de bare udstødes fra hans Tunge.
Saadan er ogsaa hans Spillemaade. Hvor han f. Eks., lige før hint vilde Ud-
brud, laa paa Knæ ved Siden af og lyttede til den gamle Moors Bekendelser,
der viste han ikke tydeligt, at nu koger og koger Blodet op i Karl Moor, saa
hans Indignation det næste Øjeblik maa sprøjte — som den hede Gejser-
Kildes Straale — sydende og buldrende mod Sky.
Sin ypperste — og ypperlige — Enkelt-Præstation bragte Teatret i Fru
Gads Et Séltbryllup. Stykket var en Moser’iade, af Værd som .Goldflsche* eller
„Krieg im Frieden*. Den Art Komedier opererer med rene Skabilkenhoveder
af Figurer (saasom: „en svag Mand*; ,en munter ung Mand*; „en forkelet
Frue* osv.), der fixes op son) ny med Smaatræk fra det virkelige Liv, med
nymodens Ideer, Indfald, Talemaader. Der er gerne en Del Morsomheder i
saadant et Stykke, men Morsomhederne kommer oftest paa urette Sted. Et
Eksempel i Stedet for ti.’ Fru Gad har, saa godt som vi andre, hørt en skeptisk
Læge svare paa Spørgsmaalet om, hvorvidt han nu ogsaa troede, at den ordi-
nerede Medicin hjalp: „Nej! Men De kan jo gærne prøve den!* Og denne
Flothed vil hun anvende i sit Stykke. Men saa lægger bun den i Munden paa
en Doktor, just som han ordinerer en Salve mod en lille Hudafskrabning,
altsaa, hvor Doktoren véd, at Midlet hjælper og hjælper næsten ufejlbarligt!
Man forstaar af dette ene lille Træk, hvad for en digterisk Arbejds-Metode
man har at gøre med her. Efter den selvsamme Metode er Komedjens bedste
Figur, Syjomfru Ludvigsen, dannet. Forfatterinden har fortræffeligt busket
meget af en virkelig Syjomfrus Tale, saaledes som den formede sig over for
en bestemt Person og i en vis Stemning. Men hun véd ikke, hvor meget hendes
Model vilde have sagt til en anden Person, hvor lidt til en tredje, hvordan
Modellen vilde have talt i denne og tiet i hin Situation; hun gør Figuren ens.
mod alle og overalt, og allerede af den Grund usand. Overhovedet kender hun
(som man siger) ikke sin Model indenfor Tænderne. Hvis man vil sammenligne
Syjomfruen i Et Sølvbryllup med den stilftilde, fint formede Arbejderkone i
Karl Larsens lille Skuespil „Kvinder*, skal man faa at se, hvor langt en
Kunstners Iagttagelse kan trænge — gennem en Models Tale — ind i en fremmed
Forestillingskreds.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
