Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - V. Stuckenberg: Af et Æventyrdigt. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Esbens Sange.
I.
Nu rinder Sol over Skovenes Kamme,
sølvspunden flimrer den Edderkops Garn
ude for Gluggens duggede Ramme, —
Hvor mon du lider nu, Ingeborg! Barn!
Vaagen du laa vist den hele Nat
og bied saa stille paa Solens Komme,
fletter du Haaret, nu Solen har fat?
Ingeborg! ved du at Natten er omme? —
Nede i Slotsgaarden Brøndvippen klirrer,
og Duggen perler ad Glaret ned, —
ved Gluggen jeg staar, mod Skoven jeg stirrer,
saa fuld en Fryd jeg for Hjærtet ved!
Jeg vil mig ride ad Skov i Dag
at gæste min Lykke, at glemme min Kvide, —
Ingeborg! ved du saa fejr en Sag
som mistet Lykke vunden at vide!
III.
Hvad er mig det Slot, hvor jeg kongekaldt bor,
min Krone, min gyldene Magt, mit Rige!
saa giftig en Urt mig i Sjælen gror,
de kalder den Lykke, — dryppende Edder
♦ bræmmer dens Bladeflige.
Al Verdens Pragt har de bredt mig for Fod
og budt mig at leve i høje Sale,
dømt mig til Drot og svedet mit Mod,
mens ydmygt de æsked min Vilje
og bad mig befale.
Vis har de kaldt mig, berømmet min Færd,
prist mit Retsind og nævnt mig den gode!
endda min Sjæl er et tørket Kær
og Hjærtet goldt som et Straa, der visned
med Orm under Rode.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
