Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mild Aftenglans lægger sød Dødstræthed i Sjælen. Ofte klager
han for Moderen i Mulde: ,0 lad mig snart fra dette Liv dog
skilles, — jeg længes mod en stille Nat, o hjælp — at klæde
Smærten af det trætte Bam.“ I al Lenaus Naturfølelse, i al hans
Religiøsitet, al hans Kærlighed ligger Længselen mod Døden.
Der er i hele Lenaus Aandsretning en vis Mangel paa
Frejdighed, paa Mod til Livet. Han ser ikke fremad, men altid
bagud, han dvæler ved det Forgangne, det Døde ... det er en
Sindets Trofasthed, en Tankens Grundighed, der ej kan rive sig
løs, men dvæler, ruger og uddyber. Grublesygen fordystrer og
lammer hans Liv. I den søvnløse Nat er Hjærtet vaagent og
lytter bagud mod forgangne Tider og fremad, hvordan Tiden
skrider: ,0 Hjærte! din Lytten er ikke god — vær rolig, Hjærte,
og godt ved Mod."
Vemodig eller bitter Grunden over Fortiden fylder hans
Liv og Digten. Stedse kaste mørke Minder Skygge over Nutid og
Fremtid. Han beder Taagen udviske alt, „ogsaa det, der gør
mig saa sørgmodig: den forgangne Tid.“ Et ulykkeligt, gennem
hans Ungdoms Aar fortsat Forhold til en uværdig Kvinde efterlod
i ham et aldrig forvundet Nag. De Mistanker, der længe havde
plaget hans Sjæl og den Vished om hendes Utroskab, der endelig
fødtes i ham, gjorde ham for ængstelig til at gribe til, da nogle
Aar senere en ung, smuk og elskelig Pige vandt hans Kærlighed
og han hendes: „Mit Inderste er“ — skriver han — „dybt saaret
ved den Historie, du nok kender, og en Sene synes mig at være
overrevet deri, som vel aldrig bliver hel. En Digter har sagt:
.To Gange drømmes ingen Drøm, og aldrig heles det brudte.“*
Og ligesom en Sten, der kastes ned i en Bjærgkløft, bringer alle de
sovende Taager ud af Ligevægt, saa de stige op, saaledes vækker
et henkastet Ord alle de gamle Krænkelser i ham. Og Skyen,
som drager, beder han bringe den Troløse Bud om, hvorledes
•Smærte og Harme endnu brydes i mit Hjærte."
Men ogsaa over de glade Stunders Flygtighed klager han
elegisk. Hver Dag, der synker og dør, gør ham sørgmodig: „mig
er det ofte, som jeg bar en Død om med mig." Lenau er For-
gængelighedens Digter. Livet skildres som en Strøm, der iler, og
hvor intet har Bestand. Han véd, at hvert Aar trolig bringer
vissent Løv og visnede Haab. Nuet forbitres af disse Tanker;
just naar Livet blomstrer i Foraar, er det ham en bitter Trang
at pege paa Ruinen, der staar dér som en „forstenet Haanlatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>