Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lignelse: »jeg vilde gløde og forgaa i din Tryllenærhed, ligesom
det fromme Lampelys gløder og dør i stum Salighed foran denne
himmelske Madonnas skønne Aasyn“ (genfindes hos Turgenjefl).
Men ofte forleder Letheden ved at finde veltalende Billeder Lenau
som saa mange østerrigske Digtere (A. Grun, Beck, o. a.) til en
vis pragtfuld, aandrig Retorik, hvorved hverken Anskuelse eller
Stemning tilfredsstilles: saaledes er Savonarolas Prækener og den
med Urette berømte Skildring af Pesten i Florents mindre den
ægte simple Følelses end Vittigheds og Aandrigheds Værk.
Men der er virkelig en alvorsfuld Tænker i Lenau. „Som
ung vilde han sikkert* — siger Svogeren Schurz, hans datidige
Omgangsven, — „med en anden Omgang end min have kastet sig
i Filosofiens Arme i Stedet for i Digtekunstens*, og hele Livet
igennem dyrkede han indgaaende Filosofien: baade Gnostikere og
Hegel og Strauss. Og i „Faust* og de to religionshistoriske
Digtninge brydes hans Aand med Menneskehedens største Tan-
ker. Det samvittighedsfulde Alvor og den dybe Interesserethed
lægger stærk Tankestemning i hans Poesi, om end der kun er
Glimt af originale og dybsindige Nysyn. Stemningsværdien er
langt større end Erkendelsesudbyttet.
Især har hele Lenaus Liv samlet sig i Kamp mellem reli-
giøs Tro og Tvivl. Han er som Barn — af Arv og Opdragelse —
inderlig religiøs, men vækkes allerede tidlig af en voltairiansk Onkel
til Fornægtelse; under Universitetsaarene er han fritænkersk som
en ung Philosophus, men Moderens Død rystede ham, saa at
han „møjsommelig byggede Ruinerne af sin Tro op“; senere
omtumles han atter urolig og pinefuldt mellem religiøse Stem-
ninger, hvoraf „Savonarola* udgik, og Straussisk Fritænkeri, som
forkyndes i „Albigenserne*.
Hen mod Religion kaldte ikke blot Blodets Røst ogSchwabemes
Omgang, og hans Fantasis ved Sehubert og Baader nærede Hang
til det mystiske, men ogsaa Poetens Trang til Dogmet, den trygge,
fulde Vished. Lenau havde ikke Forskeraandens Lyst til Søgen; da
han som ung studerer Medicin, springer han utaalmodig op: „Hvad
er dog det for en Videnskab, hvor det altid hedder: det er
endnu ikke klart, eller: om dette Punkt ere Meningerne delte osv.
Er det Viden, er det Kunnen? Jeg vil Lys, Klarhed, Viden.* For
en saadan Aand er Tvivlen uudholdelig. Derfor, skøndt Oprørs-
aanden i ham og den moderne Aand snart fører ham fra virkelig
Tro, bevarer han en dyb Længsel mod Religion, der toner sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
