Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sørgelig indtil Fortvivlelse." Da er hans Hjærte — som Faust’s —
„versöhnungsscheu. “ Da skildrer han dem, hvem Skæbnens Uret ej
knækker, men bringer til Oprør: Indianerne, som af den hvide
Mand jages af deres Urskove og nu syngende lade sig i deres
Baad drive ned ad Floden for at opsluges af Niagara, eller
Polakken, der tumler sig paa Havet og ej vil sætte Fod paa
Landjord, før Menneskeheden har aftvættet Polens Nederlag.
Men ofte er i Stedet en haabløs Resigneren Grundtone.
„Dødskold nærmer Vinteren sig. Hjærte, det er Tid, vi tale
sammen. Ofte har du gjort dig selv, ofte andre ondt, fordi du
har elsket og haabet. Nu er det ude, og vi maa vandre bort.“
„Ja, Ja! I skrigende Ravne — højt i den køle Luft — nu gaar
det ned mod Graven — I flagrer om dens Rand___________For mig er
Høst, og sagte — bær jeg ad Bjærget ned — mit Bundt af tørre
Kviste, — som Livet gav mig med.“
Men Smærten forstenede mer og mer i Blaserthed: Senti-
mentaliteten blev ham en Gru; jeg klager ikke længer, siger han,
men bander kun. Hans næstsidste Digt skildrer, hvorledes „det
er idel intet, hvorhen mit Øje vender sig“.
5.
Hele sit Liv har Lenau omsat i Kunst; hans Digtning
springer umiddelbart og naturnødvendig ud af hans sjælelige
Oplevelser. Saa helt levede han for sin Kunst, at endog hans
Livs indre Ægthed led lidt Skaar derved. Men som Kunstner er
han ægte og samvittighedsfuld som faa — han, der udtaler det
gyldne Ord: „Kunst ist.keine Kammeradschaft".
Han ejede en forbavsende naturlig Lethed i at udtrykke
sig, og de tre større Digtninge udmærke sig ved det lette og lykke-
lige Haandelag, hvormed Scenerne ere fremstilte, komponerede,
afrundede. Og Replik og Fortællemaade falder som ganske af
sig selv; intet er kunstlet eller vanskeligt: i „Albigenseme" er
Lenau endog bleven fristet til en sjudsket Flothed, der tager sig
alt for nemt — ligesom undertiden Byron, af hvis Fortællemaade
L. har lært.
Saaledes giver ogsaa de mindre Digte hyppig uden al
„Laven" en oplevet Situation eller et lille Indblik i en Verden
med hele Livets Tilfældighed og Ukomponerethed, gaar ugenert
over fra det ene til det andet i løs Sammenhæng, giver det halve
og uafsluttede ganske som forefundet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
