Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tid har jo paa Scenen Fattigfolk været enstydige med uendelig-
fintfølende Folk; de „Simple” idealiseredes bestandig op over alle
Bjærge, helt op i den moralske Glashimmel. I dette Stykke faar
de imidlertid skam Lov til at holde sig paa Jorden og til at leve
i den Atmosfære, hvori — ikke de alle naturligvis, men nogle af
dem, adskillige af dem nutildags, aander og trives.
Ganske ægte var dog Karakteristiken af den forkrøblede
Portnerfamilje ikke. Tag f. Eks. den invalide Portner-Fatter, som
med Teater-Patos vil „forbande", stadig „forbande" sin letfærdige
Datter! Saa literær af sig er man ikke i almindelige Arbejder-
hjem. Man er ikke dér gennemgaaende saa inficeret med Erin-
dringer fra forlorne Føljetonromaner og forlorne Melodramer, saa
en Portners Hang til straks at „forbande" sine Børn kan præsen-
teres som noget selvfølgeligt. Forekommer en saadan Tilbøjelig-
hed, saa er den en Undtagelse, et Særtræk; og enhver Undtagelse
maa motiveres, motiveres meget omhyggeligt endog, hvis den ikke
skal gøre Indtryk af at være blot en flov Spas. Der var, kort
at fortælle, lidt flovt Spasniageri nu og da i Sudermanns Skildring
af Portnerfamiljen. Og desværre greb de Spillende med begge
Hænder om netop den lille Finger, som straktes ud her. Be-
standig chargerede de bort fra hint „Naturens Maal og Maade“,
som Hamlet beder Aktører holde sig efterrettelige. Det mørke
gjorde man lidt lyst; det nære gjorde man fjærnt, idet man
gjorde det svensk; og det komiske drev man en Smule ud i det
grimaserede. Da f. Eks. Tæppet gik op, saa’ man Portnerkonen
(Fru Jul. Møller, som var ene paa Scenen) udføre en lang, stum
Feje-Dans. Med en Støvekost i den ene og en Fejespaan i den
anden Haand valsede hun, baglænds og forlænds, hurtigt hen
over Gulvet og bøjede sig nu og da ned og tjattede med Kosten
noget op paa Fejespaanen. Anmælderen tilstaar ærligt, at en
Stund sad han forbavset og forstod ikke en Døjt; indtil det ende-
lig gik op for ham, at dette skulde betyde Glæde. Det var en
glad Moder, der fejede. Har Læseren nogensinde set glade
Koner feje saadan? Ellers maler det lille Træk (om end lidt
skarpt) Spillemaaden, som anvendtes.
Ak den Unatur, den Unatur! De er ikke talrige, de
komiske Skuespiller-Præstationer, som man ikke faar halvejs øde-
lagt af den. Hvad Folketeatrets Hr. Kolling har paa sin Sam-
vittighed i Retning af urimelig Dvælen i Stillinger og af Grimaser,
er jo t. Eks. vel bekendt. Og Hr. Sophus Neumann! Der laver han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
