Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Professor H. Høffding: Tvivlens Historie i den nyere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
denne Stræben efter individuel Frigørelse, af hvilken der iøvrigt i
Bogen gives en interessant Skildring, fremtræder — hvad jeg tror,
man i Regelen oversér, naar Talen er om Montaigne — ikke paa
rent negativ Maade, men hænger sammen med Montaignes Appel
til Naturen, denne „vor store og mægtige Moder*, som Menneskene
have forladt for at underkaste sig tilfældigt opstaaede og ved
Vanen sanktionerede Dogmer og Love. Montaigne forheriiger
Uvidenhed, naar den er forbunden med et godt Hoved, og priser
det naturlige Instinkt, som hjælper bedre end alle kløgtige Paafund.
I hver enkelt ytrer Naturen sig paa forskellig Maade: Enhver har
sin herskende Ævne (forme maistresse). Det gælder da om at bringe
Naturen til dens Ret, hvilket ikke sker ved at lægge Hænderne i
Skødet, men fordrer Eftertanke og Selvbeherskelse. — Der er en
hel stor positiv Baggrund hos Montaigne, der endog paa et vist
Punkt minder om hans Samtidige Giordano Brunos begejstrede
Naturpanteisme. Navnet Skeptiker er ikke udtømmende her. Han
staar i den franske Literatur som Forløber for Rousseau og Diderot
ved sin Appel til Naturen. Skeptiker er han dog, for saa vidt
hans passive Vedhængen ved det gamle skærper hans Kritik over
for det nye, og fordi han føler en af Magelighed motiveret Skyhed
overfor den Uro, de nye Retninger vakte baade paa Religionens
Omraade (Luther) og paa Videnskabens Omraade (Kopernikus,
Paracelsus). Det laa ikke i hans Natur pludseligt at vende op og
ned paa alle sine Forestillinger.
Ogsaa Montaigne’s Efterfølger Pierre Charron maa, tror
jeg, opfattes fra en mere positiv Side end det sker i Dr. Starckes
Fremstilling. Charron er i Etikens Historie mærkelig ved, at vi
hos ham, den katolske Gejstlige, der benytter den skeptiske Metode
til at vise, at Mennesket ikke kan maale alt efter sin naturlige
Fornuft, men maa holde sig til Kirkens gamle Lære, — at vi hos
ham dog finde den første udtrykkelige Hærdelse af Etikens Uaf-
hængighed af Religionen. Religion og Sædelighed, lærer han,
bero hver paa sit Motiv (eller Drivfjeder, ressort) og maa derfor
ikke sammenblandes. Fremfor alt maa Godheden ikke gøres
afhængig af Religionen, da den derved bliver tilfældig og ikke
udspringer af le bon ressort de la nature. „Jeg vil, at man
skal være et godt Menneske, selv om der ikke gives Paradis
eller Helvede. Det er for mig en frygtelig Tale: „„Hvis jeg
ikke var Kristen, hvis jeg ikke frygtede for at blive dømt, vilde
jeg gøre eller undlade det eller det.** Jeg vil, at du skal være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
