Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Professor H. Høffding: Tvivlens Historie i den nyere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er „den Rædsel, der griber Mennesket, idet han ser Muligheden
af, at han paa egen Haand kan finde sig selv til Rette, men tillige
ser denne Mulighed knyttet til en Betingelse, Verdensmekaniken,
som synes at angribe Livets Værdi i dets inderste Rod*. Det er nu
„allerede selve Forskningens Metode og det Skema for Verdenshelet,
denne forudsætter, som vækker Bekymring. Tanken om en Verden,
der ligesom et Urværk gaar efter evige mekaniske Love, synes
disse Mennesker at maatte fylde os med Gru.“ Ad denne Vej
forklarer Dr. Starcke Lidenskabeligheden i Pascals Polemik mod
den naturlige Fornuft, idet han i ham ser „en Levendegørelse af
den store Tragedie, som spilledes ved Sammenstødet mellem det
gamle og det nye.* — Jeg føjer her kun til, at det er en Tragedie,
der senere ofte har gentaget sig under Tænkningens rytmiske
Udvikling. I vor egen Literatur have vi en original „Levende-
gørelse* af denne Art i S. Kirkegaard. Og han bliver maaske
ikke den sidste.
I et følgende Afsnit omhandles den engelske Deisme paa
en interessant Maade, — Deismen var et Kompromis: man kastede
en Del Dogmer over Bord, som man mente havde en rent ydre,
historisk Oprindelse, og beholdt tilbage en lille udvalgt Kreds af
religiøse Forestillinger (især om en personlig Gud og Udødelig-
heden), som man mente udsprang af „Fornuften* og var forenelig
med en rent videnskabelig Verdensopfattelse. Det var det Stand-
punkt, hvorpaa det 18. Aarhundredes Oplysning stod. Dr. Starcke
søger at vise, at Deismen opløses, da den Konsekvens drages, at
Mennesket i sin Livsførelse maa kunne undvære disse resterende
Dogmer lige saa vel som de forkastede, og at Etiken lige saa vel
er uafhængig af den „naturlige* Religion som af den positive
Religion. Det kunde i denne Sammenhæng være blevet paavist,
at Deismen ogsaa blev angreben fra en helt anden Side. I sit
mærkelige Skrift „Analogy of Religion, natural and revealed, to
the comstitution and course of nature* (London 1736) paaviste
Joseph Butler, at de vigtigste Indvendinger, der kunne rettes
mod den aabenbarede Religion, ogsaa kunne rettes mod Troen
paa en Forsynsstyrelse i Naturen, idet man ad Erfaringens Vej ikke
kan bevise, at Naturens Ophav besidder Visdom, Retfærdighed og
Godhed. Naar man forarges over den aabenbarede Religion, saa
er der, lærer Butler, nok saa meget at forarges over i Naturen.
I Naturen Uder f. Eks. den uskyldige ofte for den skyldige, lige
saa vel som i den kirkelige Forsoningslære. Butler’s Skrift, der —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
