Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Professor H. Høffding: Tvivlens Historie i den nyere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ud. Afgørelsen heraf vil naturligvis for en Del bero paa, hvor
meget man lægger ind i Ordet Skepticisme. Jeg har i det fore-
gaaende søgt at vise, at Dr. Starcke tager noget for tungt paa
den ældre Tids „skeptiske" Forfattere, idet han gør den skeptiske
Metode til et med absolut Skepticime og undervurderer de positive
Grundtanker, for hvilke man ved Tvivlen vilde skaffe Plads.
Dersom man i Begrebet Skepticisme lægger Uro og Mistrøstning
ind som nødvendige Træk, saa kan der næppe være Strid om, at
Skepticismen er et underordnet og forbigaaende Fænomen. Den
skyldes da væsentligt en Slags Kontrastvirkning. Dogmatismen lovede
Guld og grønne,Skove, Svar paa alle Spørgsmaal, Afslutning af
Tankens Arbejde. Den nyere Erfaringsvidenskab og Filosofi kan ikke
give saadanne Forjættelser. Den lover os Fremskridt i det enkelte,
nye Kendsgerninger og større Klarhed, hvad Principeme angaar,
og den peger henimod en stor, indre Sammenhæng i alt; men den
rejser tillige stedse nye Problemer, opbyder stedse nyt Arbejde,
fordi der stedse frembyder sig nye Skranker at flytte. Som der
ingen absolut Hvile findes i den ydre Natur, men alt er i Be-
vægelse og Virksomhed, saaledes gælder dette særligt for Tanken.
Den faar ikke Lov at hvile i kontemplativ Beskuen; de foreløbigt
afsluttende Forestillinger, den standser ved, vise sig snart som
Symboler, der antyde og signalisere, men ikke umiddelbart gengive
Tilværelsens Virkelighed. Den, som pludseligt bringes overfor
denne Opfattelse af vor Erkendelse, efter forud af have hvilet
trygt i Dogmatismens Favn, maa ganske vist føle sig urolig og
mistrøstig. Men kun saa længe Bruddet er friskt, og Modsætningen
til den dogmatiske Tro føles i hele sin Skarphed, vil denne Mis-
stemning vare. Den vil forsvinde, jo mere han lever sig ind i de
nye Vilkaar. Resignation vil stedse være nødvendig. En saadan
kan ingen som helst Verdensanskuelse undvære, da det jo overalt
gælder om Indordning under forudsatte faste Vilkaar. Der ligger
aldeles ikke noget skeptisk i Anerkendelsen af Resignationens
Nødvendighed.
Livet maa stedse begynde med et Overskud af Kraft og
Mod, for hvis Anvendelse Erfaringen successivt sætter sine Grænser.
Ethvert Liv er en Strøm, der dels gennembryder hvad der staar
imod, dels inddæmmes af hvad der ikke kan brydes. Strømmens
endelige Leje bestemmes ved Forholdet mellem disse to Sider. At
lære Livet at kende er at erfare, hvor langt man med de Kræfter
og Drifter, man raader over, kan udvide de givne Skranker, og i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
