Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - N. Neergaard: Talleyrands Memoirer. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
trængte ned i Befolkningen, naar han kan tro, at Revolutionen
havde ladet sig standse ved saa bitte smaa Snedigheder som dem,
han med en noget selvtilfreds Bagklogskab anbefaler. Havde man
blot, siger han, i Stedet for Neckers taabelige Indretning af Stænder-
forsamlingen med saa godt som ubegrænset Valgfrihed indenfor
de enkelte Repræsentationer, begrænset Antallet af Adelige og
Gejstlige saa meget, eller fastsat saa indskrænkende Valgbestem-
melser, at Repræsentationen var bleven indskrænket til de ved
Rang og Formue betydeligste, saa vilde „Korpsaanden" indenfor
de to højere Klasser og deres indbyrdes Sammenhold ikke være
bleven svækket, og de kunde da med Lethed have holdt Borgerne
Stangen! I Juni 1789, da Konflikten allerede er i fuld Gang,
raader han gennem Greven af Artois Kongen til at opløse For-
samlingen og sammenkalde en anden, valgt efter mere indskrænkede
Principer, og han føler sig sikker paa, at om Raadet var blevet
fulgt, vilde det endnu have været muligt at standse Bevægelsen.
I rigtig Følelse af, at den Rolle, han spillede under Revo-
lutionen, fra et royalistisk Standpunkt nok kunde behøve et For-
svar, søger han at undskylde enkelte af sine Handlinger og glider
hen over Resten i Tavshed eller med et Par almindelige Betragt-
ninger. At han selv gav Gejstligheden Eksemplet til at indfinde
sig i tredje Stands Forsamling, kom af, at han indsaa, det var
mradgaaeligt, og at man derfor hellere burde gøre det, saa længe
det endnu kunde ske under et Skin af Frivillighed. Emigrationen
ansaa han for en Fejl; man burde blive, for dog at redde, hvad
reddes kunde. Da saa godt som alle Bisperne vægrede sig ved at
aflægge Ed paa Gejstlighedens Civilkonstitution og som Følge
deraf blev afsatte, indvilgede han, som den Gang var Biskop af Au-
tun, i at indvi deres Efterfølgere. Han gjorde det for at undgaa,
at Landet, naar ingen var villig til at knytte Baandet mellem det
nv og det gamle, skulde falde i Armene paa „Presbyteria-
nismen*. At han aldrig optraadte aktivt til Gunst for det truede
Kongedømme, men altid fulgte Strømmen, forklarer han selvfølge-
lig ud fra de reneste royalistiske Motiver. Kongedømmets sande
Venner maatte fremfor alt sørge for ikke at irritere Modstand-
erne og derfor holde sig aldeles passive: derved tjænte de i Virke-
ligheden Kongens Interesser bedst. Man kunde tilføje, at de, som
Tidsforholdene var, heller ikke just skadede deres egne derved.
Efter den 10. August 1792 ansaa Talleyrand ikke længere
sin Stilling i Frankrig for holdbar. Men bryde Broen af bag sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
