Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
man maa tale om Elev-Instruktørerne, ti det er jo i Virkeligheden dem, sOm
man ser og hører.
Hr. Emil Poulsen instruerer i det tragiske og romantiske Drama. Det
første, som slog En, var, at der var saa lidt Stil, saa lidt Karakteristik over
hans Elever. Han syntes at have nøjedes med ganske abstrakte Træk, man
sporede intet Total-Billede af Figuren. Men selv bortset derfra, saa var det
Følelses-Indhold opsøgt og udtrykt, som Scenen indesluttede, for hvemsomhelst
der saa end oplevede den. Et Eksempel fra forrige Aars Prøve kan gøre Me-
ningen tydelig. Dengang spillede 2 unge Damer et og samme Optrin af .Dron-
ning Margarethe*. Det er Dagen, hvor man hvert Øjeblik kan vente endelig
Besked om Slaget med Kong Albrecht. Hele Formiddagen har Dronningen „kun
tænkt paa den Mulighed, at hun maaske vil miste alle tre Riger“. Nu kommer
hun for efter vante Skik at læse med Abbeden: „kæk vil hun dyrke sin Aand
i Farens Øjeblik*. Hun taler længe med Abbeden. Indtil pludselig et Bud
aandeløs melder „Sejr*, og ude af sig selv springer Dronningen op, kaster sig
paa Knæ og bryder ud: „Herre, jeg takker Dig, Du har beskyttet mig, endt er
nn min Sorg!* Se, lad det nu gaa, at man hos ingen af de to Elever saa eller
hørte noget netop til en Dronning Margrethe. Naar man blot endda havde set
og hørt noget til en Kvinde, som er i stor Spænding for et Budskab udefra, og
æm vil tvinge sine Tanker bort fra Budskabet! Hvor vilde ikke en saadan
røbe uforvarende sin Sindstilstand: nu i sin Gang, nu i en pludselig Lytten, nu
i et aandsfraværende Tonefald? og hvor vil ikke først den Slags Smaatræk gøre
Optrinet menneskeligt og levende karakteristisk? Men for begge Elever var det,
som om intet eksisterede og intet stod paa Spil udenfor Abbedens Stue! Og det
tyder ikke paa klog Instruktion.
Hr. William Bloch instruerer i moderne Skuespil. Heller ikke hos hans
Elever traadte Karakter-Billedet, Total-Billedet af Figurerne tydeligt frem; men
i alt Fald hos nogle af dem saas det dog, at der var et. Naa, plastisk Fantasi
er jo nu engang ikke vor Tids stærkeste Ævne! Til Gengæld var her selve
Situationens Indhold grebet og udformet overalt med udmærket Kraft. Det var
maaske i det bekendte Optrin af Bjørnsons „ny System* ikke just en Hans
Kampe og en Frederik Riis, der mundhuggedes; men i det mindste to unge
Mennesker tirrede og harmedes og fo’r op og fløj ind paa hinanden og slap løs.
Optrinet gjorde Indtryk af at blive levet. Ligesaadan i „Vildanden*, hvor Gre-
gers sidder og hører paa Hedvigs barnlige Pludren: saadan som den Gregers
sad opmærksomt og lyttede opmærksomt og talte med en opmærksomt Lyt-
tendes Stemmeklang — bedre ser man ikke den Slags af vore allerbedste Skue-
spillere! Overalt var denne dvaske Slendrian søgt fejet bort, denne Unatur, der
rider saa megen Skuespilkunst som en dræbende Mare. Man kan sammenstille
her en Prøve af Hr. Blochs Instruktion med en Prøve af Hr. Emil Poulsens.
Der spilledes (instrueret af Hr. Poulsen) en Scene af „Gildet paa Solhoug*.
Den hæftige Fru Margit og hendes Søster, ung Signe, elsker begge den bort-
rejste Gudmund Alfson. Signe er sig ikke sin Kærlighed bevidst som Elskov.
Nu kommer Signe „glædesstraalende* og „løbende* med det højt overraskende
Budskab: hun har hørt Gudmund, Gudmund er vendt tilbage! Og hun fortæller
hvorledes hun inde fra Kirken hørte Gudmunds Sang, og hvordan hun og
mange andre skyndte sig efter den; indtil hun slutter med et „jeg har ikke
Tid — jeg er fro* og „iler*, syngende, ud. Nuvel, da Hr. Poulsens Elev her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
