Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. phil. S. Schandorph: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ningen af Heinrich Laube, Manden med det friske Talent, den al-
tid rede Arbejdsævne, den for alt tysk Pedanteri fri Stilkunst. Han
maatte naturligvis ogsaa i Hullet, det preussiske Politi maatte be-
skytte Gud, det kunde ellers let være gaaet det absolute Væsen
galt. Intet maa være mere forargeligt for en ærlig Troende, der
i sin Gud ser Indbegrebet af alt det højeste, Mennesket i sin Tanke
og Forestilling kan naa til, for hvem én Dag er som tusende Aar
og tusende Aar som én Dag, taget under Armene af Dommere og
Advokater, Politibetjænte og Arrestforvarere. Forbundsraadet for-
bød det unge Tysklands Skrifter; dets Interdiktudstedelse blev be-
svaret udmærket af Heine og vil staa som et Dokument i den
ufrivillige Komiks Historie, hvortil for øvrigt alskens Regeringsau-
toriteter, og ikke mindst juridiske Myndigheder altid levere herlige
Bidrag.
Den smidige Laube var heldigere end Gutzkow, han fik
Lov til at afsone en Fængselstraf i et Jagthus hos Fyrst Puckler-
Muskau og spaserede sig moderat i hans Beskytters henrivende
Park. Tilbedelse af kvindelige Former og mandlige erotiske Tem-
peramenter kunde han drive, han kunde frembringe rask skrevne,
men i Karakteristiken og i hele det historiske Underlag løst byg-
gede Dramaer. De bragte ham ingen Ulæmper. Theodor Mundt
er den tredje i Kløverbladet, „en langt rigere og mangesidigere
Aand. Og dog var han en Aand uden Æg, en Forstand uden
Skarphed, en Fantast uden Gratie, en Skribent uden Konturer, en
Stilist uden Fynd“. (Pag. 374). Hans store Roman „Madonna"
er nu næppe læselig, og dog betragtedes den som en saare farlig
Bog. Heltindens Hengivelse til sin Elsker i „blufærdig Enthusi-
asme“, Elskerens næste Dag paafølgende kristelige Anger, der fører
til Selvmord, vil nu næppe bringe nogen Læser til at fælde Taarer.
Og det hynmeagtige Udbrud: „Den frie Kvinde er suveræn; hun
afgøre, hun tale, ti hun tør tale! Og den frie Kærligheds Lykke
er sød“ — bringer en Nutidslæser til at smile og løfte en Smule
paa Skuldrene. Den Salvelse har tabt sin Fedme, og Mundts my-
stiske Symboliseren i hans „Geschichte der Literatur der Gegen-
wart“, hans og hans Hustrus (Louise Muhlbachs) historiske Romaner
bryder ingen sig om mere.
I kraftigst Relief staar de fremragende Kvindeskikkelser fra
denne Tid. De staar ikke alene som overlegne de jævnaldrende
Mænd, men hvor rager ikke en Skikkelse som Rahel Varnhagen
højt over den gamle Gehejmeraad Tieck, der savler som en gammel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
