Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Ola Hansson: W. Garschin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,Der sidder han for mig i den mørke Krog i Dampkedlen,
aldeles sammenkrøben, et i Klude svøbt, af Udmattelse hivende
Menneske. Han vilde ikke være til at se, om ikke Lyset faldt
ind igennem de til Naglerne borede Huller. Dette Lysbælte kaster
skarpe Skær over hans Ansigt og Klæder, glimrer som gyldne
Pletter paa hans Pjalter, hans sammenfiltrede af Røgen sværtede
Haar og Skæg, hans purpurrøde Ansigt, hvorfra en smudsblandet
Sved drypper ned, hans muskuløse, anstrængte Arme og hans
tungt arbejdende, brede, men indsunkne Bryst. Det stadigt gen-
tagne, forfærdelige Slag drøner mod Dampkedlen og tvinger den
ulykkelige Glucharj til at opbyde alle sine Kræfter for at holde
sig oprejst i sin umulige Stilling."
Under Billedet af en saadan ulykkelig Glucharj viser hele
Menneskeheden og Livet sig for Garschin. Han kan med Føje
om sin Digtning sige det samme, som Rjæbinin sagde om sit
Maleri: at det ikke var et Maleri, men — en Sorg, som var bulnet
ud. Og Garschin selv, Mennesket og Digteren, viser sig for os
som en saadan Glucharj, som et lignende ulykkeligt og forpint
Væsen, en sand Glucharj i Aandens Verden. I den moderne
Kulturs enorme Værksted, blandt Systemernes gigantiske Hjul og
Livsanskuelsernes Helvedesdrøn, sidder han med syge, skræmte,
taarefyldte Øjne; som en Glucharj sætter han, skælvende og støn-
nende, sit Bryst imod de nye Tidstanker, der kommer til For-
nagling. Denne Rjæbinins Feberdrøm er Garschins egen: „Det
forekommer mig, som om jeg atter er i Fabriken, men ikke i den,
hvor jeg var sammen med Djedow. Denne er meget større og
mørkere. Paa alle Sider gigantiske Ovne af vidunderlig, hidtil
uset Form. Vældige Flammer slaa ud af dem og ryge ned over
Bygningens Tag og Mure, hvilke alt for længe siden ere sorte
som Kul. Maskinerne arbejde og stønne, og med Anstrængelse
baner jeg mig Vej frem imellem de svingende Hjul og de i Luften
svævende, vibrerende Drivremme; ikke et menneskeligt Væsen
øjnes. Buldrende og knagende Lyd høres fra én Kant; dér maa
Arbejdet være i fuld Gang. Her høres vilde Raab, hist dundre
stærke Slag. Jeg ængstes for at gaa derhen; men pludseligt føler
jeg mig greben og med Magt ført did, hvor Slagene drøne stedse
højere og Skrigene genlyde stedse forfærdeligere. Da flyder alting
sammen til et eneste kaotisk Brag, og jeg ser — — jeg ser et
sælsomt, vanskabt Væsen vride sig paa Marken under Slagene,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
