Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Premierlieutenant D. Bruun: Schweizeren Gorski. En Soldatertype fra Algier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at der laa Soldater i Snesevis og droges med den ondartede Tyfus
og Døden. Hver Morgen drog en lille Sørgeskare ud derfra og
sænkede de tarvelige Kister, der vare sammentømrede af de tømte
Beskøjtkasser, ned i Sandet. Fra Officerernes og Underofficerernes
hvidkalkede Stenhytter hørtes ikke en Lyd. En let Røg steg
lodret op fra Kokkenerne; denne i Forbindelse med Lyden af
skrattende Køkkentøj forkyndte, at den tarvelige Suppe af Ris og
tørt Kød var under Tilberedning. Det kunde ogsaa hænde, at
en solbrændt, men sveddryppende Skikkelse af og til viste sig i
Døraabningen til en eller anden af Køkkenhytterne for at trække
lidt Luft; ti indenfor var der endnu varmere end udenfor.
Sommetider saa man ogsaa en af Kokkene langsomt vandre hen
til Brøndene, der vare overbyggede med en hvidkalket Hvælving
af Sten for at hindre Sandet i at hvirvle derned. Her hentede
de det smudsige og usunde Vand, der var blevet saa mangen en
brav Soldats Død, dette Vand, som paa den anden Side netop
var Betingelsen for saa mange andres Liv, — ti milevidt omkring
fandtes ingen Kilder, intet Vandhul. Fluerne summede i Myriader
rundt i Luften, ind i Teltene, ind under Skærmene og videre ind
under de Tørklæder, som de af Varmen forpinte Soldater bredte
over Ansigtet for at have lidt Fred for dem. Hestene og Mul-
dyrene stode som fastnaglede til den Plet, hvor man havde stillet
dem, med Hovederne mellem Forbenene vendte fra Solen, skøndt
det kun var en tarvelig Fordel, de nøde deraf. Af og til rystede
de Hovederne for at afværge Fluernes Angreb, medens Halerne
vare i ustandselig Bevægelse.
Over de i Solen skinnende hvide Telte hæver sig den dybe
blaa Luft, hvor Gribbene højt oppe kredse i deres langsomme Takt.
Paa Ørkensletten er intet levende Væsen at se, ti ve den,
der paa denne Aarstid begiver sig paa Vandring did ude; hans
Fod vil brændes af det hede Sand, hans Strube vil snøres sammen,
naar Forraadet af Vand er svundet bort, uden at det er ham
muligt at skaffe nyt. Hans febersyge Hoved vil begynde at smærte,
og naar Kræfterne snarlig ere udtømte og Vanviddet indfinder sig
med Rædslen for at være ene, vil han lige saa sikkert blive
Dødens Bytte, som at Gribbene og Schakaleme ville fortære hans
Legeme.
Ingensteds viser Sandheden af det gamle Ordsprog sig mere
slaaende end her i Ørkenen: „Den enes Død er den andens
Brød.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
