- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 8 (1891) /
609

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. V. Vedel: Literatur-Oversigt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

I 2den Akts Hovedscene — for saa vidt ogsaa Stykkets —
diskutere Sigrid og Vandel da Situationen og den etiske Løsning.
Han hævder Undtagelsens Ret og den enkeltes Pligter imod sig
selv og sin Sjæls Udvikling; hun fordrer, i Kraft af selve sin
Kærlighed, at han skal ægte Louise, for at han kan staa ren i
hendes og Verdens Øjne. Han bøjer sig for Sigrids Vilje. Men
i 3dje Akt, paa selve Bryllupsdagen, gaar det op for ham, at
Louise virkelig elsker ham, og han føler med Gru, at hun igen
vil formaa at drage ham ned og dræbe det i ham, som kun
Samliv med Sigrid kan holde oppe. Saa tager han Gift.

Der er en vis logisk Skønhed heri, omtrent som i en Cor-
neillesk Tragedie. Og nu og da under Sigrids og Vandels Sam-
taler er det virkelig — navnlig med Omgivelserne i Minde —
som om vi indaande en renere Atmosfære end de almindelige
dødeliges. Der er saa megen Sjælens Dannelse lagt ind i disse
Tankeudvekslinger, som falde saa ligefrem og utillærte, med en
Noblesse i Følelsen, en Finhed i Tanken, en nøjeregnende Stræng-
hed i Samvittigheden, der synes medfødte. Man glemmer — nej!
man tror ikke et Øjeblik paa, at det er to Mennesker, som træffe
Afgørelse om deres Fremtids Skæbne; men man sidder og over-
værer en ædelt tænkt, samvittighedsfuldt afvejende Diskussion om
en alvorlig Livskollision og hører med smukke Ord de Dyder for-
kyndte, som G.’s Digtning hyppigst lovpriser og giver Udtryk.
Præker den moderne Roman altid og altid Medlidenhed, Resig-
nation, Menneskelighed, er det et helt andet Sæt Egenskaber, her
fejres som Idealer, — Egenskaber som Stolthed, Personligheds-
kraft, Troskab, — som aandelig Renhed, stræng Pligtopfyldelse,
selvopofrende Heroisme. Det er Karakterens Mandighed og Ren-
hed, som G.’s Poesi forherliger med en kølig ophøjet Tone, der
afskrækker Mængden som Kulde og Tørhed.

Og naar man saaledes hurtig er helt borte fra Situationens
konkrete Virkelighed inde i en Art abstrakt Dialektik, da falder
den Stilisering ikke saa unaturlig, som er anvendt paa disse
Samtaler for at løfte dem ud over de omgivendes dagligdags Tale.
Var den blot ikke nu og da smagløs, som naar Sigrid siger:

,Spørg Papiret, der kender dine Taarer, om det ikke har lært
mine Læber at kende“ — en Replik, som er endnu mere Ifflandsk
end Schillersk —, saa giver denne Stil ofte distinguerede Tanker
et tilsvarende ædelt Udtryk, som naar Vandel, der har saaret

41*

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Oct 18 17:03:50 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1891/0619.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free