Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. V. Vedel: Literatur-Oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eller er det viljeløs Gliden af Sted efter Omgivelsernes Tryk, — som
Naturalismen vil? Hvem ved? Snart synes alt blot Tilfælde. Sæt
Gerhard ved hin Formiddagsvisit havde truffet Anna Funch hjemme
og ikke Annette! — han gør selv etsteds Bemærkningen og føler,
at alt da havde været helt anderledes. Intet er beregneligt, men
dog intet helt uberegneligt. Der skimtes en Lov, hvori den reli-
giøse kan spore Guds Finger, men som for Pessimisten kun er
Menneskeaandens aldrig ophørende Tilløb til at bringe lidt Orden
og Mening i sin Tilværelse, skøndt de hvert Øjeblik forspildes af
„Tilfældet“.
Og saa ligger dog det gaadefuldeste i selve Menneskesjælen.
Drachmann, der lader sin Ulf sige: „Jeg kan aldrig blive flad“,
har altid haft Øje for Sjælelivets Mystik, — paa romantisk Vis
i „Vandenes Datter", men her i „Forskrevet —“ med fuldt moderne
Syn, — i Slægt med Russernes. Skildringen af Gerhards Jærn-
banetur i Kupé med Helwig, hans Ophold i Roskilde, Hjemkørselen
ad Kongevejen og det forvildede Selvmordsforsøg i Ediths Have ...
den synes næsten paavirket af disse, de store Forstaaere af Sjælens
Natside: af pludselige Indskydelser og uhyggelige Tvangstanker, af
ugranskelige Ideforbindelser og Stemningsovergange, af Instinkter
og Billeder, Aversioner og Lyster, som faar Individet selv til at
studse og gyse — og mistænke, at han ikke selv er raadig i sit
Hus, men at han herberger en ukendt Navnefætter, som kan
falde paa Himlen maa vide hvad, og hvis Indfald man dog selv
maa bløde for.
„Menneskene udleverer ikke deres sidste Hemmeligheder“,
siger Drachmann i Bogen. Det gør heller ikke dens egne Personer,
og deri ligger det netop, at vi stadig føler Interesse i deres Sel-
skab. Den moderne, analytiske Romanforfatter begynder med at
udlevere os Formlen for sine Figurer, og afvæbner dem derved
straks for deres vigtigste Middel til at holde vor Interesse fangen.
Vi kan kun holde ud med de samme Mennesker, naar vi ikke ret
kan blive færdige med dem; men det kan vi just ikke med
Drachmanns. Vi kender hele Bogen igennem ikke Gerhard, Edith
og Ulf mere, end at vi stadig ere spændte paa, hvad de nu kan
finde paa.
Ulf er endda den, man har mindst Fornøjelse af; man deler
ikke Forf.s noget drengeagtige Glæde over hans rebelsk geniale
»Storm og Trængselsvæsen", der oftest synes én utaaleligt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
