Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. V. Vedel: Literatur-Oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vandrer Mælkemanden, der tumler ved sin Vogn med sine Blik-
spande, og „det klang af Dag og Dagsgerning“.
Det er Forelskelsen i Edith, som gør baade Gerhard og Ulf
saa stemningssittrende. Hendes fantastiske, „uvirkelige“ Frem-
toning rykker hele Virkeligheden ud i en fantastisk Uvirkelighed.
Og ligesom hendes eget Liv er et levende Brud med Hverdagen
og Konveniensen, og ligesom — symbolsk nok — Samlivet med
hende gør Nat til Dag, saaledes er de Følelser, hun fremkalder,
ikke mindre end en hel sjælelig Revolte. I Virkeligheden er „For-
skrevet —“ en dybt revolutionær Bog. Kærligheden til Edith er
en Handske til „Samfundet“, — ikke blot „det tunge, broget-lappede
Drapperi“, Gerhard føler ligesom hænge over sig, men hele Sam-
fundsbygningen, selve Landets Fremtid, som Bogen varsler om i
tvivltunge Fantasier. „Véd du det ikke, saa kan jeg dig sige: —
Modnet til Fald er Osmannernes Rige .... Hejda, hvor Pascha og
Mufti og Kadi — Kræmmer og Kriger, hvor vil de da flyve!“ hed
det allerede i Suleima-Sangene.
Men den beundrende Forelskelse i denne blide og gode
Kvinde, hvis naturlige Finhed og Skønhedstakt adles af Sindets
Renhed og Strænghed, den virker fremfor alt som en Helg, der
kyser alle raa og lave Tanker bort, bøjer den i Ydmyghed, som
red paa den høje Hest, og løfter Sjælen til milde og ædle Følelser.
I mange vidunderligt stilfærdige og sjælfulde Natte-Samtaler svarer
ogsaa Edith ganske til det Idealbillede, hvori Bogen forherliger
hende. Desværre dog ikke overalt. Drachmanns Kunst svigter
ikke sjælden her, og vi se hende ikke altid med samme Øjne, som
Forfatteren og hans Personer. Hun synes os stundum pedantisk
og skabagtig, og hendes Forholds Tvetydighed kaster et uskønt
Skær over hende. Men hvor Gerhard hin Nat til Afsked beder
hende om at turde kysse hende paa Panden og hun paa sin
ydmyg-stille Maade siger: „Jeg tror, at jeg helst vil have, at De
ikke kysser mig“, da føler Læseren, at en mere rørende og und-
selig Tilstaaelse ikke kan komme over en Kvindes Læber; og hvor
hun tilsidst gaar stille hen til Gerhard og, seende ned for sig,
lægger Hovedet mod hans Skulder og siger: „Men jeg er jo
Deres“ — dér slutter Forf., overvældet af Bevægelse, Kapitlet,
og det næste indledes med en lille Fugls Morgenvaagnen den
første Vaardag — en tindrende, jubelren Hymne til Livet og
Kærligheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
