Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Moliére har, baade i „ F ru en timmerskolen “ og i „Indbildt Hanrej’, lagt
komiske Personer ordrette Uddrag af hin Bog i Munden. Shakespeare
derimod har i „Taming of the Shrew’ for en Gangs Skyld glori-
ficeret den Aand, hvoraf Bogen var gennemstrømmet.
Naturligvis ligger et Stykke med et saadant Ideal (og en
saadan Vej til Idealet) vor Tid saare fjærnt. Opførelsen af det
kan aldrig virke anderledes paa moderne Tilskuere, end som et
pudsigt Æventyr virker, naar det fortælles for vantro Børn. Det
er en Fabel, der ikke angaar os. De to Skuespillere, der skal
udføre den mandlige og kvindelige Hovedfigur, er alligevel lidt
ilde stedte. Man vil vente, at denne Kathrine og denne Petrucchio,
der bliver Mand og Kone, maa dog vise sig noget forelskede i
hinanden: og saa er der i Teksten ikke Gnist af Kærlighed i
moderne Forstand dem imellem, og Situationerne byder heller
ingen Lejlighed til at interpolere Kærlighed! Desuden kommer
nødvendigvis Shakespeares Karakterskildring til at pose eller
slubre — som altfor vide Klæder — om Skuespillerne. Nutil-
dags kan eller tør der ikke spilles, hvad der dog staar i Teksten.
Tag f. Eks. Kathrine! Hun er paa ingen Maade „en arrig Trold’
(med hvilket diminutive og derfor halvt kærtegnende Udtryk jo vi
betegner en vis kvindelig Uvornhed), nej hun er — skøndt Datter
i et rigt og anset Hus — en Havgasse, der skælder og river og
slaar. Den Slags dannede Havgasser var næppe sjældne paa
Shakespeares Tid, hvor selv Dronninger slog hvad man kalder en
proper Næve. Men 300 Aars Kultur har taget Livet af dem, og
fremstilledes de nu, vilde Publikum skrige op som over en op-
rørende Usandhed. Med den brutale Petrucchio forholder det sig
lige saadan: Skuespilleren skal sige Shakespeares Ord og maa
alligevel lade sin Figur sakke afdæmpet langt agter ud efter
Digterens. Hr. Martinius Nielsen var ellers ikke ilde som Petrucchio.
I den Rolle blev endog hans Fejl til Fortrin. Hans støjende
Deklamation og hans selvsikre Spillemaade mindede hele Tiden
lykkeligt Tilskuerne om, at Petrucchio da til syvende og sidst
bare „spiller Komedie’, at han „agerer’ saa frygtelig voldsom
og opfarende.
Teatret havde digtet lidt om paa Shakespeare. Det havde
f. Eks. indlagt en Slags komisk Duet mellem de to halvkomiske
Rivaler Hortensio og Gremio; og i Stedet for Shakespeares for-
skræmte „Pedant’ havde det lavet sig en Art forsoren Holbergsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
