Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Dr. phil. C. N. Starcke: Tvivlens Historie i den nyere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tiske Tilskyndelser og lader sin Egoisme dæmpes, faar derved et
helt nyt Synspunkt for sin Vurdering, saa at han kommer til at
drage Konsekvenserne af sit Eksperiment .fra et helt andet Grundlag,
end han begyndte fra."
Min Stilling som Modstander af en saa smuk og human
Livsanskuelse kan være vanskelig nok, saa det for mig bliver en
Sag af yderste Vigtighed at faa slaaet fast, hvor langt denne min
Modstand gaar. Desværre faar Prof. Høffdings Betoning af, at et
kraftigt Samfund kun bestaar, naar der under Samlivet og Sam-
arbéjdet udvikler sig Fællesfølelse og virkelig Sympati, saa den ene
ikke skiller sin Sag fra den andens, ikke blot betragter den anden
som Middel, men ogsaa som Formaal", ganske Udseendet af at
være rettet imod mig. Men paa dette Punkt er der ingen Forskel
mellem min Kritikers og mine Anskuelser; jeg sætter som han
det etiske Ideal deri, at der i Mennesket kan finde en Vækst Sted
af alle de Følelser, vi betegne som varmhjærtede og .ædle Følelser.
Og ingen skal være villigere end jeg til at indrømme, at »hvis
Køligheden (den rolige Overvejelse) fører til, at nogle af de væ-
sentligste Elementer ikke kunne gøre sig gældende, saa kan Regn-
skabet umulig blive rigtigt". Forskellen mellem os er kun den, at
jeg er overbevist om, at „Køligheden" ikke rummer en saadan
Fare, medens Prof. Høffding ikke kan undertrykke en hemmelig
Frygt for den, og det er denne Frygt, jeg har betegnet som et
Udslag af Skepticisme.
Prof. Høffding bebrejder mig et Sted, at jeg har forbigaaet
Mandevilles „the fable of the bees". Jeg vil tilstaa, at jeg en
Stund har staaet tøvende overfor om jeg skulde tage den med i
min Fremstilling eller ikke; og jeg indrømmer, at min Afgørelse
at forbigaa den, lader sig omtviste. Men der skjuler sig dog alle-
rede i denne Professorens Henvisning til Mandeville en lille Mis-
forstaaelse af, hvad det er, jeg i det sidste Afsnit af min Bog
særlig har haft min Opmærksomhed henvendt paa. Mandeville
gør sig til Talsmand for Egoismen (i dens snævre Forstand) ud
fra Hensynet til Samfundets Tarv. Han træffer slet ikke det, som
er Hovedsagen i den Etik, vi kalde Evolutionsmoralen, nemlig, at
det gode er det samfundsnyttige, og at det netop derfor under
Udviklingen vinder Magt over Individerne gennem nedarvede In-
stinkter, som gøre den enkeltes Sind modtageligt for alle de Føl-
elser, der umiddelbart vise i det godes Retning uden at have
noget at gøre med hans egen Profit. Det skeptiske i denne sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
