Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Dr. med. Hans Kaarsberg: „Slægtens Degeneration“ ved Kultur — og Studier i de dørbøtiske Kalmykkers Horde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der vil komme en Tid, da det ikke længere vil kunne betale sig
at rejse Verden rundt paa teatralsk Fremstilling af Agonien. Ti
selv den gamle Tragedies Masse-Drab og Masse-Mord vare sundere
og bedre realistisk funderede end mangfoldige moderne »Dødsscener*.
Og der vil komme en Tid, da alle ville være enige om at le,
naar de i alvorsfulde Romaner naa til det Sted, hvor „Helten*
eller „Heltinden* skal have Medicin, og hvor dennes Sammen-
sætning og — ofte saa mærkværdige — Virkning detailleret ud-
pensles.
Udnyttelsen af Arvelighedsloven, af Teorien om „Slægtens
Degeneration* og den konsekvente Interesse for Patologien have,
som Hvermand bekendt, affødt enkelte af vor Tids mest gribende,
literære Kunstværker. 1 det hele maa jeg bestemt reservere
mig imod den Antagelse hos mine Læsere, at jeg per-
sonlig skulde frakende Digtere og Forfattere Ret til
at gribe og behandle et hvilket som helst Tema. Men
ved Siden af Trangen og Ævnen til at frembringe et Kunstværk
findes hyppigt et mere eller mindre skarpt fremtrædende Krav
paa, at Publikum ogsaa af rent videnskabelige Grunde skal
kunne gaa ind paa Forfatterens hele Syn paa den Sag, han be-
handler, den Personlighed, han fremstiller. Og her maa vi som
Regel ripostere.
Der er nemlig, siden Patologiens forcerede Indførelse i
Skønliteraturen, én karakteristisk Iagttagelse fbr en dannet Læge
at gøre, en Iagttagelse, der i hvert Fald for mit Vedkommende
meget ofte i det sidste Decennium har svækket Indtrykket af selv
de bedste Forfatteres Værker. Se vi ganske uhildede paa de
literære Arbejder fra dette Tidsafsnit, vil det vise sig, at en stor
Del af disse frembyde en særegen, gennemgaaende Ensartethed
med Hensyn til visse stadigt tilbagevendende Sjælemalerier. En
Forfatter har selvfølgelig Lov og Ret til at skildre, hvad han vil.
Hans Kunst kan som saadan være lige stor, hvad enten han
vælger til sit Objekt det frastødende eller det sympatetiske. Men
det, der synes mig karakteristisk, er, at Forfatterne særdeles
ofte give os en mesterlig Skildring af en Individualitet
uden tilsyneladende at ane, at det Individ, det Sjæle-
liv, de skildre, er typisk patologisk. Interessen for Arve-
lighedslov, Degenerationsteori og Patologi har absolut ikke skærpet
Sands og Syn for det normale. Digteren har fra gammel Tid
af paa Skuepladsen givet Fremstillinger f. Eks. af Vanvidet. Med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
