Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Dr. med. Hans Kaarsberg: „Slægtens Degeneration“ ved Kultur — og Studier i de dørbøtiske Kalmykkers Horde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kærer den sig fejl om, hvorledes Stormagterne i Europa p. t.
traktere hinanden, hvem, der er Kejser hist, Pave her, hvilke
Storme der ryste Kulturfolkenes evigt foranderlige Hav, slængende
bedsk Skum i Monarkernes Ansigter; — hvad har alt dette med
Folket i den graa Steppe at gøre?! — Digterne have besunget
.Steppen* i yndefulde Strofer. De maa have hentet deres Stof
fra andre Egne end disse. Ti Sangens Gave dør i Kalmyksteppen, —
den Sang, der fødes af Naturens Ynde eller Majestæt. Kun en
Kalmyk vil kunne digte om denne Steppes Pragt og Yndigheder.
Han vil da vælge at besynge Fora aret, da alt er en uendelig,
ensformig Grønhed, da han haaber, føler sig rig, vederkvæget,
befriet. Folkevisen i hine Egne blev da ogsaa ensformig, tung-
sindig og veg i Stil og Tone, — trods al dens Charme, naar den
nydes der, hvor den fødtes.
Man kan rejse Hundreder af Werster i Steppen uden at
kunne øjne et Træ, uden at finde en Sten, og — i den hede og
kolde Tid — uden at passere et Stykke grøn Mark. Jeg rejste i
Juni Maaned. Landet var et graabrunt Øde. Kun ved de tyske
Kolonier, ved enkelte Kasakstanitzer og hos enkelte velstaaende
kalmykkiske Fornemme traf jeg Pletter af dyrket Jord med mager
Kornvækst og nogen Græsning. I øvrigt var alt øde, tomt, mørkt.
Morgen, Aften og Nat kunde være friske og af særegen Skønhed.
Resten af Døgnet for en stadig Blæst henover Landet. Snart var
det brændende hedt, snart saa koldt, at man frøs i sin Kappe.
Snart stod Himmel og Jord i ét ved Skyer af fint Støv, der ganske
skjulte Synskredsen, snart skjultes Himlen af graa, tunge, jagende
Skyer. I Dag „blæser der Varme ned*, alt fortørrer, Levnets-
midlerne og ens Hud. Blodet siver ud af de ulykkelige Hestes
Skind, der er bedækket af „Blodbylder*. Fluer og Utøj fornøje
sig med ens Blod. I Horisonten staar høje, gule Skypumper.
De naa tilsyneladende som Søjler fra Himmel til Jord. Fata mor-
ganaet viser sig, skuffende, drillende. Det lokker den Rejsende
med sine Træer og Søer til at forandre Kursen. Men i Morgen
styrter en tropisk Regn ned over Landet. Steppen bliver i et
Nu ufarbar. Kan man naa en Kibitka eller en Kasakstanitza er
det godt, hvis ikke maa man kampere. Floder og Vandløb, der
hyppigt føre udrikkeligt Saltvand, svulme op. Nye Vandløb
dannes og bore sig i kort Tid dybt ned i Jordsmonet––––-Og saa,
pludseligt, er Solen og Heden og Støvet og Blæsten der paany;
og i kort Tid ligger Saltsumpen jævn, tør og hvidgraa i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
