Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Professor Julius Lange: Norsk, svensk, dansk Figurmaleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Margariner. Eller er der virkelig slet ikke noget om, at meget af
Kunstproduktionen i Nutiden og navnlig i Paris bærer Præget af,
at det skal tage en „Kamp for Tilværelsen* op imod det, som
hænger tilhøjre og tilvenstre for det for. at trænge sig frem til
Publikums Opmærksomhed? Det er nu allerede længe siden, at
en skarpsindig fransk Forfatter udtalte de træffende, næsten
knusende Ord, at det mest ejendommelige for meget af Nutidens Kunst
var, at der var skrevet ligesom en usynlig Reklame udenpaa den.
Og er det blevet bedre siden den Tid?
Der er en øredøvende Støj af Kunstprogrammer som paa
Dyrehavsbakken ved Sommertid, et forceret Kapløb efter at finde
paa noget nyt, der til sidst fremkalder en let Krampe i Hjærnen
og en Tilbøjelighed til at fange Fluer. Det hører jo nu endog til
Dagens Orden, at Kunstnerne paa Billederne selv skrive et eller
andet æstetisk Orakelsprog — ofte dunkelt nok som Pythias —
for at man i alt Fald kan læse, om end ikke se, sig til det nye,
som det vil give. Nordensvan lægger mest Vægt paa en Formel,
som Edouard Rod har opstillet, og som den unge Skole i Frankrig
„har skrevet paa sin Fane*. Sortir de la banalité, at komme bort
fra det almindelige, hverdagsagtige, kedsommelige, skal være det,
som det nu gælder om. En fortræffelig Leveregel for Kunst, lige
saa vel som for Literatur og Videnskab, naar man nu blot vidste
hvordan den skulde gennemføres i Praksis. Den minder lidt for
meget om, hvad Bournonville en Gang paa et Dansekursus med
utaalmodig Røst skal have tilraabt en lille Elev: Klogt Ansigt,
lille Petersen! Jeg vilde gærne have set det Udtryk, som den lille
Petersen satte op efter at have faaet denne Formaning. Om
Kunstnere tør og bør det forudsættes, at de ere særlig begavede
Mennesker, og intet er vissere, end at det vilde være prægtigt, om
de alle vare store Genier; men heller intet er vissere, end at de
ikke alle ere det. Og der gives vist ikke noget uheldigere i Kunsten
end at sætte Ansigter op, som Naturen ikke har givet en. Men
for Resten kan der jo være meget indtagende og vindende og
smukke Ansigter, som ikke netop ere saa superkloge; og i hvert
Fald turde det være raadeligst for os at gaa frejdig med det
Ansigt, som er os tildelt.
Under al denne Forvirring af Programmer for Morgendagens
Kunst føler man sig fristet til at mene, at den Kunst, som har
Fremtidens E’orjættelser, er Kunsten ganske uden Program.
Lad os raabe til Programskriverne: Ti stille! — man har ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
