Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kunde være; i det samme lagde hun Hovedet paa Hæld, og da
kendte jeg hende igen.
Nogle Timer efter kom der Brev fra Præsten i et af
Nabosognene med Indbydelse til et Besøg; jeg vilde træffe en gammel
Kending, tilføjedes der. Inde i dette Brev laa et andet, der lød
som følger:
„Kan De huske, hvad jeg sagde paa Dampskibet for to Aar
siden? Nu er Regnskabens store Dag kommen.
„Hvis De vidste, hvor jeg har længtes efter at træffe Dem.
Jeg har tusende Spørgsmaal at gøre Dem. Se nu blot til, at De
ikke lader mig vente for længe.
Agnes L.
„Jeg kunde se, at De ikke kendte mig straks. De tog saa
trevent til Hatten. Men saa lagde jeg Hovedet paa skraa — jeg
vilde have, at De skulde vide, det var mig, der kom kørende,
og jeg vidste ikke mit levende Raad, hvordan jeg skulde bære
mig ad.“
Jeg sad ved det aabne Vindu i mit Arbejdsværelse; Bierne
summede ude i Haven, og Luften over den stod og dirrede næsten
hørlig i Heden. Hønsene puttede sig med Velbehag ned i den
varme Jord, der stod som en Røg om dem, og min Hund laa
med hængende Tunge midt i den stegende Sol.
Jeg var just ikke blid mod Agnes i mine Tanker. Jeg
kunde ikke begribe, hvad hun nu igen havde at gøre paa min
Vej, hun kunde lade mig være i Fred, syntes jeg. Jeg sagde til
mig selv, at jeg for hende var ligesom en Potteplante, som hun
hindrede fra at fæste Rod, af bare Omhu, fordi hun evig og altid
skulde fingerere ved den for at se efter, om den sad fast. Sad jeg
da saa løst, at jeg endnu behøvede at skælve for den blotte Berøring
af hendes Haand? Og en kold Mistænksomhed sneg sig ind i min Sjæl
og bed sig fast i den som en Blodigle. Men en saadan Mistanke
— Mistanken om, at noget er til, som man ønskede ikke var til,
Mistanken om en Virkelighed, der gaar lige paa tværs af vor
inderligste Attraa og vort hedeste Behov — den Mistanke er som
den mytiske Hydra, ti hugger man et Hoved af, vokser der
hundrede ud i Stedet, og den er som Ormen, ti den lever, selv om
man skærer den i Stykker, og den er som Edderkoppen, ti den
spinder ud af sig selv et Net, der svøbes om hele den virkende
Sjæl og fanger alle sorgløst flagrende Minder, af hvis Blod den
kan suge sig trind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
