Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
selv, hvori Uligheden laa, kunde jeg ikke give mig Svar, før der
ligesom løsnedes en Hinde fra mine Øjne, og jeg saa’ — mig selv.
Jeg havde grebet Agnes i Haanden.
„Ser De; der er han!*
Jeg mærkede, hvor hendes Haand rystede i min; jeg hørte
et dæmpet Skrig, hun rev Haanden til sig, samlede sine Klæder
om sig og ligefrem sprang op mod Huset. Men et saadant
Udtryk af Rædsel, som jeg saa’ i et Glimt, da hendes Aasyn fo’r
mig forbi, har jeg aldrig set––––-
Og nogle Dage efter stod jeg paa en Jæmbaneperron, og
Lokomotivet skingrede og Toget gled bort, et Lommetørklæde
viftede i en lang smal hvid Haand, og et Aasyn forsvandt,
snart saa’ jeg ikke andet end en sort Stribe langt borte, og lidt
efter viskedes den ogsaa ud. Men i min Sjæl sank i det Øjeblik
en hel Solfaldsbygning, broderet i silkerødt paa Gyldengrund, i
Aske, og det mørknedes inde i mig mod den evige Nat–––––––-
VII.
Medens Natten saaledes lagde sig over mig, sad mit ene
Jeg i Sorg blandt Ruiner. Pludselig rejste det sig som et
tirret Dyr og gik ud i Natten med Øjne, der kastede Hadets
Lys over dets Veje og med Sjælen tynget under tætte
Gift-blomster. Og hvor det mødte sin Tvillingbroder, truede det med
knyttet Haand og piskede ham med haanende Ord og stoppede
hans Mund til, for at han ikke skulde skrige al sin Smærte ud.
Men naar det blev hende vår, som Tvillingbroderen elskede, da
blev det rasende, og den vilde Ondskab stod som en Fraade
om Munden.
En Aften i Høsttiden, da Maanen stod rund og rød over
Rugtraveme, sad vi sammen paa en Eng, hvor Lærredsrækkerne
laa spændte paa Blegen.
„Du skulde have fulgt hende i Stedet for at blive her og
pine mig*, sagde hun; „det er hende, du passer for og for hendes
Lige, men ikke for mig.*
Da lo den ene i mig haanende, men den anden følte
Samvittighedskvaler.
„Det er bedst, vi skilles. Vi er ikke af samme Slags Folk.*
Da grinte den ene i mig af Ondskab, men den anden vred
sig som en Orm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
