Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Dr. phil. S. Schandorph: En gammel Novelle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Som Du vil, svarede hun.....(177)- Og skulle vi heller ikke tage
de ti Tusend Franks med? dem har han (s: hendes ny Elsker) dog givet mig,
det er min Ejendom.
Ridderen afviser først dette Forslag.
....Imidlertid vilde hun nødig gaa tomhændet bort, og hun plagede
mig saa længe, at jeg tilsidst syntes, jeg nok kunde lade hende have sin Vilje
i dette Punkt som Gengæld for alt, hvad hun opgav for min Skyld.
Da hun endelig for Alvor er bleven deporteret til New
Orleans, og den vanvittig forelskede des Grieux har fulgt hende
derhen, mærker man, at Prévost er kommen paa ukendt Grund.
Fortællingen glider over i romanagtig Arrangement. Ingen tror
rigtig paa den franske Guvernør, der fra Ædelhed svinger over i
Sjofelhed for sin Nevøs Skyld, og som atter bliver ædel. Alligevel
gør Manons og des Grieux’s Flugt og Manons Død i Ørkenen et
stærkt Indtryk, og naar Jules Janin i sin Essai over Prévost
d’Exiles, som Oversætterne har indledet Bogen med, Gud véd
hvorfor — ti det er et middelmaadigt og løst Stykke
Karakteristik — sammenligner Bogens patetiske Styrke med den i
Ghateaubriands „Atala“ saa maa man virkelig protestere paa
Prévost’s Vegne. Ti „Atala* er trods sin Sprogpragt og sit
rørende lyriske Apparat en usund, sentimental, paa sine Steder
bundaffekteret Novelle, saa langt fra den ærlige Sanddruhed, som
lyser ud fra næsten hver Side i Manon Lescaut. Denne klare
lette Prosa er i Slægt med Voltaires og med Mérimées, ikke med
Chateaubriands og hans Efterfølgeres billedstruttende og
frem-pressede Stil. Lad være, at Chateaubriand er en Mester i det
landskabelige, at Prévost d’Exiles ikke har Øje for Naturen og
kun giver svage og temmelig ubetydelige Antydninger af Sceneri
og Milieu — det laa nu ikke for det 18de Aarhundredes Digtere
— saa er Prévost d’Exiles en Skildrer af virkelige Mennesker,
mens ingen i Chactas og Atala kan sé andet end Skabilkener,
draperede med Retorik og Lyrik.
Derfor kan man godt vurdere — rent historisk — denne
poetiske Prosas Betydning som en nødvendig Overgangsform.
Af nogle allerede citerede Steder vil man have set,
hvorledes Bifigurerne ogsaa er repræsentative for Samtiden. F. Eks.
Greven, der ikke i mindste Maade forarges, da han erfarer, at
hans Søn har lagt sig efter hans tidligere Elskerinde. Og skøndt
Abbé Prévost ikke indlader sig paa det deskriptive, saa faar man
ved Fortællingerne om Slagsbroderen Lescauts Mord, om de Hest-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
