Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til fuld Udvikling, fandt Panaitios i Menneskekærligheden et levende
Baand mellem alle Mennesker, selv om de ikke havde naaet det
absolute Ideal. Af særlig Interesse er det, at han ikke blot har
holdt sig til psykologiske Beskrivelser og etiske Postulater, men
har givet Grundtrækkene til en Sympatiens Udviklingshistorie, der
minder om den moderne Udviklingslære. I sit Skrift „om det højeste
Gode og Onde“ (de finibus) siger Cicero (V, 23, 65): „Af alt godt er
intet saa beundringsværdigt og omfattende som Menneskenes
indbyrdes Forbindelse, som deres Fællesskab i det, der er dem
nyttigt, og som Kærligheden til Menneskeslægten, en Kærlighed,
der har sin Kilde i Forplantningen, idet Afkommet elskes af
Forældrene og hele Huset holdes sammen ved Forholdet mellem
Ægtefæller og mellem Forældre og Børn, men derpaa efterhaanden
udbreder sig udad til, først ved nærmere og fjærnere Slægtskabsforhold,
saa ved Venskabsforbindelser, Naboforhold og ved Sammenslutning i
borgerlige og offentlige Forhold, indtil den tilsidst omfatter hele
Menneskeslægten." Der er i disse Ord antydet en successiv Udvikling
af Menneskelighedsfølelsen fra snævrere til videre Kredse, betinget ved
den Maade, hvorpaa Menneskene af indre Drift og ved Forholdenes
Magt komme til at leve, virke og lide sammen, en Udvikling, der
ganske stemmer med den Maade, paa hvilken den moderne Sociologi
opfatter Sagen. Den første Del af denne Udviklingsproces har
allerede Aristoteles skildret paa klar og interessant Maade, og han
har angivet den Grundlov, som gør sig gældende ved hele denne
Udviklingsgang: at den uvilkaarlige Indøvelse i en Virksomhed eller
et Livsforhold frembringer en tilsvarende Følelse af Tilfredsstillelse
derved. Jeg har derfor (i min „Etik") kaldet denne vigtige Lov
„det aristoteliske Princip". Den sidste Del af den i Stedet hos
Cicero antydede Udviklingsproces, Overgangen fra den nationale
Sammenhøren til hele Menneskeslægtens Enhed, skyldes Betingelser
og Ideer, der først fremkom efter Aristoteles’ og Alexanders Tid,
først i den østlige Del af den da bekendte Verden, senere, ved
Romerrigets Udbredelse, i endnu større Kredse. Og det er
sandsynligt, at Fremstillingen hos Cicero bygger paa Tanker, der første
Gang saa Lyset i den stoiske Skole, vistnok hos Panaitios1). Hos
’) Den græske Filosof, som Cicero følger i det Afsnit, hvorfra det anførte
Sted er taget, er Antiochos fra Askalon, hvem han selv havde hørt i
Athen. Denne Mand tilhørte den akademiske Skole, som var grundlagt af
Platon, men han søgte, ofte paa meget udvortes Maade, at forbinde
forskellige Skolers Læresætninger og har optaget meget baade fra den aristote-
35»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
