Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - H. Høffding: Mindeord over Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mindeord over Hostrap.
I Studentersamfundet den 3. December 1892.
Vi lever i Specialiteternes Tid. Hostrup havde ogsaa sin
Specialitet, en af de bedste, man kan have, den at være ung. I
„Karens Garde* siger en Kvinde, der særligt er et Talerør for
Forfatteren, til en stiv Bureaukrat: „De maa have været meget
gammel, da De blev født!" Om Hostrup kan man sige, at han
var meget udg, da han døde som gammel Mand. Han var selv,
som han færdedes imellem os i sine sidste Aar, Svaret paa det
Spørgsmaal, der nok kunde rejse sig, naar man havde set en af
Hostrups Studenterkomedier: hvad der egentlig siden blev af
disse glade unge Mennesker? om Ejbæk og Herløv dog ikke endte
som Filistre, der „stiller Aandens Hunger ved Berlings Avis0, og
hos hvem Begejstringsrusen for længst var udsovet? — Det er
Hostrups Ære, at hvad han havde faaet Blik og Sans for som
ung Mand, glemte han ikke, som Aarene gik. Han kunde paa
sine gamle Dage forklare de unge, der jo undertiden • nok kan
trænge til at høre det, hvad det er at være ung. Hvad han
særligt havde faaet Sans for, var det Øjeblik i Livet, hvor
Horisonten udvider sig, hvor Idealet, endnu vagt og uformet, men
straalende og løfterigt hæver sig op i Synskresen, — den Tid,
da Kræfterne begynder at røre sig frit, og hvor man ogsaa gerne
under andre at røre sig frit, — Længslernes og Forhaabningernes
Tid. Det er en Tid, hvor den Kraft, der senere skal omsættes
til bestemt, nøgternt Arbejde, foreløbig endnu kun virker paa
Fantasien og Længslen, men hvor der netop derfor er Sans for
meget, der senere overses, og hvor de frugtbare Spirer nedlægges,
der senere skal bære Frugt. Derfor ærede Hostrup denne Tid,
foruden at han efter sin Natur saa godt forstod den. Han saa,
hvor vigtigt det var, at denne Indskuds- og Forskudskapital af
Frejdighed, Haab og Begejstring ikke bortødsledes, heller ikke veg
Pladsen for Mismod og Forsagthed, men holdtes oppe og fik
Næring og Luft. Den begyndende Kraft og Higen forstod han, og
Tilskueren. 1893. 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
