Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Niels Møller: Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
Taage.
lunt af ham, den gamle Ræv, at sende mig sit Pigebarn paa
Halsen. Kvindetaarer, et ungt sørgmodigt Ansigt, hvem kan staa •
for det?
Og til Dels havde han jo ogsaa naaet sin Hensigt dermed.
For det var ene og alene for hendes Skyld, at han overhovedet
sad og plagede sig med den Historie. Ja netop; og det viste da
saa klart som Glas, at han ikke havde noget som helst at lægge
sig til Last i den Sag. For sæt, at det var en gammel klynkende
Kælling af den sædvanlige Slags, der var kommen og havde bedt
ham om Tørrevejr den Gang; hende kunde han saagu have kørt
paa Døren lige saa nemt, som han skar Spidsen af en Cigar, og
han vilde ikke have keret sig mere om hende end om
Cigarspidsen. Han kunde sejle dagevis i Brandtaage, uden at hun
skulde have meldt sig. Eller om det havde været den gamle
Rystepeter selv, Storm. Der var ingen Fornuft i, at han skulde
tage sig det nær. I og for sig var det ikke andet end den
simple Sag, at han havde indkrævet en forfalden Fordring. Det
var slet og ret Pigebarnet, som havde taget hans Følelser fangne,
rent personlig gjort et vist Indtryk paa ham, vakt en Art
Stemning hos ham, som han ikke havde kunnet viske ud igen. Der
var absolut ikke noget at skamme sig over. For der var jo aldeles
ikke Tale om, at han havde faaet Lyst til hende eller havde følt
noget, han ikke aabent kunde være ved. Hun var da heller ikke
saa nydelig, at hun havde Raad til at undvære noget af sin
Skønhed, og hendes Paaklædning var nærmest tarvelig. En
temmelig lang en, uden synderlig Figur, og saa det hvide Ansigt
med de store Øjne, der saa ud, som de skulde smelte hen i Vand;
det var det hele. Han vilde sige atter og atter: det var aldeles
ikke som Mandfolk, han havde interesseret sig for hende. Nærmest
var det vel en vis æstetisk Interesse, han havde følt. Der var jo
noget saa at sige tragisk ved hende, noget, der ikke faldt i Traad
med de almindelige Hverdagsdamer: den løftede Haand, og noget
vist højtideligt. Hvad var det nu, hun sagde til sidst? Naa, det
er gaaet i Glemmebogen. Men hun gjorde det meget godt. Det
var som at se et af de gamle Stykker, hvor Ordene flyver over
den naturlige Tale. Men kan der tænkes noget mere taabeligt,
end at her sidder jeg, som snart er et gammelt Mandfolk, og
tager alt dette alvorligt. Det er lige saa naivt, som naar et Barn
bilder sig ind, at det, der spilles paa Scenen, er den
haandgribelige Virkelighed. Men nu vil jeg ogsaa være færdig med det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
