Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
da, det var forrige Maaned og adskillige tidligere Teatermaaneder om
igen. Der blev spillet et Par ny danske Stykker; og det ene af dem gik det
ikke godt, det andet gik det galt „Ikke godt11 og „galt": mellem de to
Punkter svinger Viseren saa ofte ud, naar en dansk Skuespilforfatter nu til
Dags slaar et Slag. Og den ærgerlige Aarsag er, at Forfatteren ikke har gidet
øve sine Kræfter, men ikke, at han ingen Kræfter har.
Der er jo nok dem, der siger, at vore Stykkers ringe Levedygtighed
kommer af deres Mangel paa Lyrik. Hm! saadan større lyrisk Begavelse er
en sjælden Vare; i Teatret er den desuden ikke en nødvendig, og den er
stun-dum en farlig Vare. Man vil f. Eks. maaske faa at se, naar nu snart „Bygmester
Solness* skal opføres, hvilket Afbræk Lyrikeren Ibsen kan volde Teaterskribenten
Ibsen . . . Andre igen mener, at de fleste danske Stykker har for liden
Originalitet Se blot Et Samfundsoffer: dets ene Hovedfigur, den gale Politiker
med samt Forholdet til Datteren, er simpelt hen Topsøes Etatsraad fra
„Umyndige i Kærlighed"; den anden Hovedfigur, en istap-haard Bankdirektør, er
Pengemanden Melson fra Edv. Brandes’ „Overmagt11, hvis det da ikke er
Pengemanden Krog fra Goldschmidts „Ravnen"! Ja men Herregud, var da Topsøes
Figurer ukendte Ansigter i Literaturen, dengang d e kom frem; og mener man,
at Brandes og Goldschmidt havde „opfundet" deres meget udanske Istap, eller
havde de hentet den — via Paris — fra England, hvor den hører hjemme?
De aller-aller-allerfleste Forfattere arbejder med laante Figurer; og i Teatret
er Ulykken derved mindre end nogetsteds, eftersom jo en Skuespiller kan faa
Figurer, der e r ens, til at synes forskellige. Nej skal man ikke hellere jævnt hen
paastaa: at naar saa mange Teaterstykker her hjemme kun lykkes halvt eller
mislykkes, saa er det, fordi Skribenterne ikke har gidet sætte sig ind i deres Metier.
Scene-Kunsten er en selvstændig Kunst og forlanger egentlig kun to
Haands-rækninger af den dramatiske Forfatter. Han maa bringe den en saa fast
sammenkædet Række indre eller ydre Tildragelser, at Publikums Interesse kan
holdes fangen; og indenfor den Ramme, der saaledes er skabt, maa han give
Figurerne fornuftig Anledning og fornuftig Plads til at fremstille deres
Sindstilstande. Yder han mere, kan det være udmærket; men med de to,Ting kan
Teatret hjælpe sig. Og disse to Ting — Skuespilskrivningens Teknik — kan
læres; de kan læres hjemme i ens Stue. Blandt andre har jo Sardou fortalt,
hvordan man bærer sig ad med at lære dem.
Blide Anmeldere plejer altid at undskylde en Forfatters „dramatiske
Ubehjælpsomhed". Men netop den burde sjeldnest undskyldes, saa lidt som man
bør undskylde hos en Smed, at han ikke kan smede, eller hos ån Maler, at
han ikke har lært sig at male. Der skulde man have set Et Samfundsoffer
(Kgl. Teater). Stykket gjorde saamænd ikke en Kat Fortræd, og Dialogen lod
endda til at falde temmelig mundret og skikkeligt. Men alle Guder!
saadan som det Stykke var bygget! Ikke tre Optrin fulgte nogen Sinde af
hverandre, de fulgte bare efter hverandre. Og atter og atter og atter skødes et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
