Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stater — Barbareskerne, som de kaldtes — brandskattede de
søfarende Nationer ved at afnøde dem Tribut for Sejladsen gennem
Middelhavet, og Norge følte sig efter Krigens Saar saa svagt og
forarmet, at Stortinget i 1814 maatte bede Kongen om at lade
norske Skibe paa Langfart sejle under svensk Flag, da Landet
ikke selv havde Raad til at betale Tributen. Saa dybt et Knæk
havde Slutningen af Aaret 1814 tilføjet Norge, at det maatte
overvinde sig til slig en Bøn! Men yderligere var det norske
Orlogsflag, der efter Grundlovens § 3 skulde være et Unionsflag, blevet
fastsat som næsten ganske ligt det svenske, kun med en rød
Firkant, delt ved et hvidt Diagonalkors, oppe i det ene øverste
Hjørne, og Norges eget Flag — det med de danske Farver —
turde derfor kun norske Handelsskibe lade vaje paa kortere Farter.
At dette Virvar af, snart sagt, alle Regnbuens Farver,
hvoraf dog de svenske var de stærkest skinnende, maatte skære
norske Sømænd og Patrioter i Øjnene, er let at forstaa. Og vel
fjernede Kongen i 1818 den værste Brod ved paa længere Togter
at tillade Brugen af Unionsflaget i Stedet for det svenske Flag,
men dermed var Utilfredsheden ikke dæmpet. Medens Alverdens
Nationer i fremmed Havn kunde vise deres egne Farver, kunde
Normænd ikke tone Farver, der var deres ene og alene: deres
Handelsflag lignede jo alt for meget det danske og Unionsflaget
det svenske. Og Norge vilde nu, saa saare det var kommet til
Kræfter igen, tone eget Flag som selvstændig Nation, der ikke
stod i noget Afhængighedsforhold til Danmark, og helst ogsaa havde
saa lidt som muligt fælles med Sverige. I 1821 vedtog derfor Norge
et Handelsflag med de nuværende norske Farver, dog med det
Forbehold, at det foreløbigt ikke — af Frygt for Sørøverne —
skulde bruges hinsides Kap Finisterre, hvor norske Skibe sejlede
tryggere under det, det svenske lignende, Unionsflag. —
Forsigtighed er jo en god Dyd, selv om Nationalfølelsens Bølger gaar
nok saa højt! —
Men da Sørøvernes Magt var knækket — efter Algiers
Erobring af Frankrig i 1830 — var Taalmodigheden omme. Man
saa nu i Unionsflagets Farver en Tilsidesættelse af Norges Ret
som selvstændigt Rige, og at det i 1821 af Courtoisie mod Norge
var blevet paabudt, at ogsaa svenske Skibe paa længere Sejladser
skulde bruge det unionsmærkede Flag, hjalp intet. „At Svenskerne
har fundet sig i, at deres gamle Nationalflag forvanskedes ved en
smagløs Tilsætning, russisk i Formen og i Farverne norsk, maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
