Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
[1]Oscar I var da atter her imødekommende og stiftede St.
Olafs-ordenen. Og hvem ved? Maaske man ogsaa ellers en Gang i
Sverige vilde have fundet det saarende mod svensk Følelse, at
se Fortjenester for Norskhedens Sag belønnede med — svenske
Ordener!
Mindre Held havde Norge derimod med sin ogsaa i 1836
fremsatte Fordring paa, at Unionskongens Nummer i Kongerækken
skulde regnes ikke blot efter den svenske men ogsaa efter den
norske Kongerække, hvad jo ogsaa vilde klinge noget ejendommeligt;
ligesom det fine Etikettespørgsmaal, hvilket Rige der skal nævnes
først i Kongens Titel, ikke blev afgjort helt i Norges Favør, efter
som Oscar I blot bestemte, at Norge skulde nævnes først ved alle
Handlinger, som alene angaar Norge, medens Sverige vedvarende
nævnes først ved alle Akter angaaende Forholdet til Udlandet.
Alle disse Spørgsmaal — saavel som de ligeledes i 1836
fremdragne om Farven paa Kokarderne og Skilderhusene — ordnedes
dog i forholdsvis Fredelighed. Heftigere tørnede derimod Rigerne
sammen ikke blot i Striden om Afviklingen af Norges
Statsgælds-Mellemværende med Danmark — her var Carl Johan allerede i
Færd med at forberede Statskup i Norge —, men ogsaa senere i
den bekendte Statholderstrid i Begyndelsen af Treserne. Norges
Storting havde gentagne Gange vedtaget Beslutning om Ophævelse
af den i Norge ildesete Statholderpost, og Kongen, Carl XV, var
heller ikke utilbøjelig til at sanktionere Grundlovsforandringen, da
den svenske Rigsdag, ret ukaldet, blandede sig i Sagen med
Fordring paa først at blive hørt, skønt Statholderembedet, som alene
omhandlet i den norske Grundlov og ikke tillige i Rigsakten,
skulde synes at maatte være et rent norsk Anliggende[2]). Striden
rasede med stor Bitterhed i begge Lande, og Carl XV saa sig i
den lidet misundelsesværdige Stilling som Opmand mellem de to
stridende Folk og to uenige Ministerier, der hvert paa sin Side
truede med Afsked, om hans Kendelse gik dem imod. Han valgte
da den Udvej, som i slige Kollisions-Tilfælde er Unionskongens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
