Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Romaner. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
Romaner.
kolde Rum, Askesens og Verdensflugtens grimme Helligdom*.
Dette er fransk-klassisk Stil: Indtrykket analyseres for Læserens
Forstand og gives ind med Skeer. Stedet er ganske parallelt med
det berømte Kapitel i „Faute de Pabbé Mouret", hvor den øde,
hvittede Landsbykirke med det døde Krucifiks og hele den kolde
Tomhed faar Besøg af Morgensolen, Markluften og Spurvene,
og som slutter med Linierne: „De kalkede Mure, den store
Madonna, selve den store Kristusfigur syntes at
gennem-bæves af en Livsens Aande, som om Døden var besejret af
Jordens evige Ungdom*. Saadan er overalt S.’s
Fremstillingsmaade: den siger alt og overlader intet til en supplerende
Selvvirksomhed hos Læseren. Etsteds fremstilles A. Chénier og Alfieri
staaende i et Vindue og seende ned paa Pariserpøblen under
Revolutionsoptøjer, og det hedder: »Der stod de to Frihedsdigtere,
fyldte af Væmmelse og Foragt over denne Hob, uden at forstaa,
at, hvad de saa, var en naturnødvendig Frugt af det gamle
Samfunds Synder, uden at sige til sig selv: Hvor skal forsømte
og forsultne Stakler blive anderledes?* Her siger Forf. paa samme
Maade lige ud af Posen, hvad han med meget større Virkning
kunde have lokket os selv til at udbryde eller — tænke. Ti
hvorfor behøver alt at siges?
Og dette gælder hele S.’s Roman. Der siges overalt for
rpeget. Et Kapitel begynder: »Atter til Vatikanet! Der var meget
katolsk i Alfieri, Resultatet af Traditionens mange Atmosfærers
Tryk paa hans Hjerne. Han havde derfor en Fornemmelse af,
at denne Bodsøvelse kunde sone hans Brøde. Ikke, at han tilstod
det for sig selv, men det var dog vist saadant noget, der drev
ham hen ad Ydmyghedens Vej*. Hvorfor forklare — og tilmed
sige „vistnok*, hvad en Digter lige saa lidt som en Lærer bør
indlade sig paa —; det er jo dog ikke en literærhistorisk
Afhandling, her skrives? Vi skal ikke med vor Forstand bringes til at
indse, hvordan det maa være, men Forf. maa sørge for, at vi
gennemlever det, som det er, og tror paa det.
Men det er overhovedet det, hvoraf den moderne,
naturalistiske Roman lider. Den er meget mere Barn af analytisk kritisk
Forstand end af skabende Fantasi og taler fuldt saa vel til hin
som til denne. Men for at vi skal leve med i en Illusion og
skænke den vort Hjerte, er det Fantasien, der maa tales til, og
ikke den afmægtige Forstand. Og meget, som tiltaler Forstanden
og fordres af den, er ligegyldigt for Fantasien og fylder derfor
v
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
