Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Romaner. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
Romaner.
er ikke en bogstavelig, men en ideal Virkelighed, der tilsigtes.
Nej, det er Tidens Aandsbrydninger og Kulturstrømninger, som
anskueliggøres i poetiske Billeder, fortættes i konkrete Stemninger
og Følelsesforhold. Alt, hvad der er lidt og gennemkæmpet af
de bedste Sjæle i en Tid, hvor Broer kastedes af og der stredes
for Arner og Penater, alt, hvad de fremmeligste Aander anede og
drømte om i denne Inspirationstid, da alle mulige Idefrø synes at
have ligget i Luften, alle disse Reformationstidens Tanker og
Stemninger, som ingen bred Virkelighedsroman vilde have kunnet
faa frem med sit Masseapparat, de har her i en poetisk Filosofs
Hjerne efter lange, fordybede Studier frit formet sig ud i en Art
ideale Drømmebilleder. Ti saadanne „fagringer",
Fantasifore-spejlinger, er de: den gamle Gudmunds Kamp mod sin lutherske
Søns Nidkærhed, der lader Slægtstræet fælde i Gaarden,
Mariabilledet paa Gavlen tage ned og vil forbyde sin Fader det hedenske
Helgenmaleri, han helst sysler med; den unge, lystige Fabbe, der
drager rundt i Verden som „farende Gesell", — Tidens kække
spottende Vagant, som var i Pagt med alt det ny og fri; videre
Margits to stemningsskønne Sange „Glans öfver sjö och strand —
stjärna ur fjarran" og „Hvad månne den längtan vara, som rör
sig i mitt sinn", hvori al Korsfarernes Hjemve mod Østerland
drager og al Reformationstidens Længsel og Udve; endelig
Stimanden Slatte, Göstas hemmelige Befalingsmand over Smaaland,
den mystiske Legemliggørelse af al den Hedendom, som endnu
levede i Folkets Sind, med dens stolte Selvtægt, Retssans og
Beskyttelse af de undertrykte, — hvis Skygge ligesom symbolsk
forlænger sig tilbage gennem Tiderne, naar han undertiden ved
Omtale af Forfædrenes Gerninger kommer til at sige: „jeg"
istedenfor „de" ... Det er Poesiens levende Symboler for
Stemninger og Ideer, der mer eller mindre bevidst har hersket i Tiden;
Fantasiforespejlinger, der uklart har foresvævet Tidens Aander og
ledet deres Kaas. Og lærer man maaske ikke en Tid bedst at
kende — ikke efter, hvad den er, men efter, hvilke Luftsyn den
ser i Skyerne og styrer efter?
Man kan sige, at „Vaabensmeden" giver Reformationstidens
ideelle Billede, men med alle Linjer forlængede og udfældte paa
Evighedens Horisont, saa at det uforgængelige og
almenmenneskelige træder klart frem af dets Træk.
Se f. Eks. den omvandrende Sanger og Lærde: Svante —
tillige Kong Göstas politiske Agent — han er Tidens Humanisme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
