Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
177
Saa er der dem> Götz kæmper imod og bukker under for. Man •
yed, at Stykkets Form er blevet til under overvældende shakspearesk
Indflydelse. For Goethe var Shakspeare den Gang, hvad Oehlenschlæger
i St. Hansaftenspil forstod ved »Manden med Perspektivkassen*: hans
Digtning var „ein schöner Raritäten Kasten*, en Kukkasse, hvori man
saa en Række levende Billederi Men samtidig fremhævede Goethe, at
alle Shakspeares Stykker »drejer sig om det hemmelige Punkt, hvor
vort Jegs Ejendommelighed, vor Viljes prætenderede Frihed, støder
sammen med det heles nødvendige Gang*; og netop et saadant Sammenstød
søgte han nu selv at skildre, dette Sammenstød er hans Stykkes Tragik.
Naar man saa ved, hvor brav og vældig en Helt Götz er, forstaar man,
at Modstanden imod ham maa paa Scenen males med kraftige Farver;
ti ellers bliver hans Fald jo uforstaaelige Fik da de, som volder hans
Fordærv, saadanne Fysiognomier, saadant et Sindelag paa Teatret, at
man begreb: overfor dem maatte en Götz komme til kort? Der var
den snu og herskesyge Bisp, en avanceret Broder Sorteknud; han blev
fremstillet som en rar og god Prælat! Der var den svage, vaklevorne
Kejser; han gik forbi som en gammel Mand med pæne Klæder paa! Og
der var den kloge Kyniker Liebetraut (som ved det rette og gør det
slette), og den ubændigt higende, rænkefulde Adelheid, og den bedste
og den værste blandt disse fordærvede, Vejrhanen Weislingen: udtryksløse
gled de hen, intet Menneske kunde begribe, at de var farlige for en
Götz at have imod sig! — Adelbert v. Weislingen blev spillet af
Hr. Mart. Nielsen. Han havde lagt Mærke til, at Weislingen (i hvem
for øvrigt Goethe jo skal have portræteret sig selv, med sit Forhold til
den blide Præstedatter Friedrike Brion) blev omtalt som en Mand „med
et halvt sørgmodigt Drag i Ansigtet*: over dette sørgmodige og over
Weislingens Attraa efter Adelheid formede han saa sin Fremstilling, rolig,
douce, entonig. Men der stikker noget ganske andet i Hr. Adelbert.
Han er som besat af Forfængelighedens onde Aand. Den driver ham
bort fra og imod Götz — ti inderst inde føler han sig trykket af sin
Barndomsvens Overlegenhed; og den driver ham i Armene paa Adelheid,
- ti han er et af disse stakkels Mandfolk, der nu engang ikke kan
taale at høre, at en Dame interesserer sig for dem, uden at de straks
begynder at faa det hedt1). Først og sidst er han, i Modsætning til Götz,
Stemningernes Mand, Øjebliks-Mennesket, den nervøse Uro. Derfor skal
f. Eks. ogsaa hans Døds-Scene, som Hr. Nielsen gav saa mat, trækkes
op med næsten grel Kolorit. Da Tysklands mest beundrede Skuespiller
i 1774 fremstillede dette Optrin, „løb det os alle koldt ned ad Ryggen*,
staar der i den ovenfor citerede Anmeldelse.
Atter her var man altsaa langt, og længere endnu, fra „stor Kunst*,
fra gribende Karakteristik af stort anlagte Naturers Følelsesliv. Derimod
var Komparseriet ledet godt, og Udstyret var smagfuldt og smukt. Ud-
l) Følgelig var det en saa ren gal Betoning af Svaret paa Franzes Lovprisning
af Adelheids Skønhed, naar Hr. Nielsen sagde tørt affejende, at paa ham
vilde den neppe have gjort saa stærkt et Indtryk: i det Øjeblik er
Weislingen allerede saare lysten efter at faa Adelheid at se!
Tilskueren. 1893. 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
