Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Georg Brandes: Ernest Renan som Dramatiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’192
Ernest Renan.
gøreise af Planeten være ubrugelig, fordi den overfor
Opsætsigheden ikke lod sig udføre stykkevis.
Paa samme Tid, som Eduard von Hartmann drømte
Drømmen om Menneskehedens frivillige Selvtilintetgørelse paa
lignende Maade ved en Beslutning af de ypperste Mennesker, har
Renan drømt om denne Trussel som Middel i de ypperste Væseners
Haand. Væsener maa de kaldes, ikke Mennesker; thi det er dem,
der senere hos Nietzsche faar Overmenneske-Navnet.
Hvis blot Begrebet Udvikling er sikret, vil, mener Renan,
ligesom Menneskeheden er udgaaet af Dyriskheden, det
guddommelige kunne udgaa af det menneskelige. Der vil kunne opstaa
Væsener, som bruger Menneskene saaledes, som vi nu bruger
Dyrene.
Han har nærmest i Spøg fremsat Fantasier om en Art
Stutteri af saadanne geniale Herskeraander, en Art Asgaard. For
Alvor tror han paa Muligheden af en højere Menneskearts
Opstaaen, og paa dette Punkt er det, at Renan søger Tilknytning
lil den shakespeareske Digtning.
Prospero er Fremtidsmennesket, Overmennesket Renan
finder derfor i ham det første Eksemplar af den højere
Menneskehed; den virkelige Troldmand.
Skuespillet Calibam Handling er Calibans Oprør mod
Prospero og dette Oprørs sejrrige Udgang.
Stykkets Udgangspunkt er dette: Ethvert Væsen er
utaknemmeligt; al Opdragelse vender sig mod Opdrageren; det første
Træk er altid det, at vende imod ham de Vaaben, han har lært
den subalterne Personlighed at bruge. Saaledes i Klassernes
Forhold til hinanden; saaledes mellem de enkelte Personligheder i
det offentlige Liv.
Caliban afskyr sin Opdrager, Velgører og Tugtemester
Prospero. Ariel derimod dyrker ham; thi han forstaar Prosperos
Tanker. Prospero tror, at Gud er Fornuften, og han arbejder
paa at Gud, o: Fornuften i stedse højere Grad kan gøre sig
Verden underdanig. Prospero tror paa den Gud, der er Geniet i
den geniale Mand, Godheden i den ømme Sjæl, overhovedet er
den almindelige Stræben efter Eksistens af det, som alene i
Sandhed eksisterer.
Man foragter Hertugen ved hans Hof, som man foragter
en Regent, der er lærd. Man har kun Respekt for den, som slaar
ihjel, og Prospero trues af en „Foragtens Revolution*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
