Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Georg Brandes: Ernest Renan som Dramatiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’202
Ernest Renan.
Det var ingen Pligt for den hellige Franciscus at være en
Tænker.
Det havde ikke været nogen Vinding, om Rafael havde
ført et ærbart Liv.
Det var Pligt for Goethe at sætte alle andre Hensyn til
Side for Hensynet til hans Kunst.
Med andre Ord: Kunstnerens lovbrydende Uregelmæssighed
kan være en højere Moral. Geniets egenkærlige Omhu for at faa
udrettet alt, hvad det formaar, kan være den højeste Pligt.
Helgenens sædelige Overlegenhed er paa sin Vis Geni.
Det afgørende er, at der frembringes en Franciscus, en
Rafael, en Goethe. DetstoreMenneskeer Naturens og
Menneskelivets foreløbige Formaal, fordi gennem de store Mennesker
forberedes det højeste Væsens Eksistens og Regering, hvad i gamle
Dage kaldtes „Guds Rige*. Naar den videnskabelige Almagt
engang er samlet i gode og retfærdige Væseners Hænder, da er Gud
omsider bleven algod og almægtig.
Indtil da bør Menneskene føie sig som i et Hierarki. Den
ringere Aand maa leve den højere Aands Liv med ham Som
Aleksander den stores Ledsagere levede af Aleksander, saaledes
maa den store Mængde altid tænke og til Dels nyde gennem
Stedfortrædere. Den er ikke ulykkelig derfor. Det er en Trinstige.
Den højere Aand lever de højeste Aanders Liv.
’iV.
Renan er ingen virkelig Dramatiker og har aldrig givet sig
ud derfor. Hans Skuespil mangler knap og sluttet Form, hans
Repliker Fynd, hans Skikkelser i Reglen Liv. Hans
Kvindefigurer: Imperia, Brunissende, Carmen ta, Abbedissen er dog
interessante Grundrids (Kurtisanen — Sibyllen — den stolte og ædle
Verdensdame). Men kun én Skikkelse har han udført med Omhu
og Forkærlighed, Lyriker som han er, det er hans egen,
Prospero-Figuren der vender tilbage i tre forskellige Skuespil, Seeren, det
højere Menneske, i hvilket Fremtiden spirer og modnes.
Renans „Caliban" minder en Smule om den polske Digter
Krasinskis „Den ugudelige Komedie*, i hvilken det plumpe
Demokrati paa lignende Maade er personificeret; men Aanden deri er
forældet, en halvt troende, halvt tvivlende Katolicismes Aand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
