Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svensk-norske Unionskonflikter. 227
hvorved Staten let kunde styrtes ud i skæbnesvangre Eventyr —
man behøver blot at mindes Carl XV’s letsindige Allianceplaner i
1863-64 —, hævede der sig efterhaanden en stærk Opinion, og i
1885 forandredes de nævnte Paragrafer i Regeringsformen saaledes,
at Kongen i disse Sager nu skal høre ikke to, men tre Ministre
og deriblandt Kabinettets Chef, Statsministeren.
Men ved denne Ændrings Gennemførelse, hvorved Sverige
selv skaffede sig en fyldigere Kontrol med Udenrigsstyret, maatte
Norges Askepot-Stilling fremtræde i et endnu mere grelt Lys,
saa at seir den svenske Regering flk Øjnene op derfor. Der aabnedes
derfor i 1885 — medens det Sverdrupske Ministerium sad ved
Roret i Norge — fra svensk Side Forhandlinger angaaende et
Rigsakttillæg, hvorved der kunde hjemles Norge en lignende
Kontrol med de udenrigske Sagers Behandling. Det foresloges i
saa Henseende, at disse Sager skulde behandles i et Statsraad,
sammensat af tre norske og tre svenske Statsraadsmedlemmer.
Forhandlingerne strandede imidlertid paa, at det fra svensk
Side forlangtes fastslaaet, at Udenrigsministeren fremdeles skulde
nære svensk.
I 1891 genoptoges Forsøget under det Stangske Ministerium,
og de to Regeringer syntes at være komne til en lykkelig
Forstaaelse, idet de blev enige om at fremsætte Forslag om de udenrigske
Sagers Afgørelse i et Statsraad sammensahaf tre Medlemmer fra
hvert Riges Statsraad, uden at det udtrykkeligt skulde udtales,
hvilken Nationalitet Udenrigsministeren skulde tilhøre. Det svenske
Statsraad ledsagede imidlertid Forslaget med en Fællesudtalelse,
der klarligt viste, at man fra svensk Side ikke havde i Sinde at
opgive Fordringen paa, at Udenrigsministeren vedblivende skulde
være svensk1). Og med saadanne Præmisser var Forslaget
dødfødt i Norge, hvor man frygtede for, at dets Vedtagelse skulde
blive ensbetydende med en Opgivelse af Norges ubundne Stilling
i dette Principspørgsmaal, — man vilde end ikke have blot Udseendet
af at række Haand til at „rigsaktfæste" Udenrigsministeren som
’) Reservationen fra det svenske Statsraads Side lød saaledes: „Herved vil
imidlertid det svenske Statsraad–-særskilt betone, at det
sidstnævnte Forslag, udenfor hvad ovenfor er omhandlet, ikke gør nogen som
hefet Forandring i den Maade, hvorpaa ministerielle Sager nu behandles,
og at saaledes Foredraget af saadanne Sager fremdeles tilkommer det
Medlem af det svenske Statsraad, som er Chef for Udenrigsdepartementet*
(Stort. Forh 1891, 2 Bd. Prp. Nr. 38 S. 12).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
