Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svensk-norske Unionskonüikter.
237
Unionen", og at Norge endog skylder Sverige Tak om ikke for
andet, saa i det mindste fordi Sverige i sin Tid udløste det af
dets ufri Stilling som afmægtigt Lydrige under den danske
Enevoldskonges Scepter. Som man raaber i Skoven, faar man
Svar, og som Ekko af Norges ophidsede Nationalstemning vil let
opstaa en lignende ophidset svensk Nationalstemning, der ikke vil
lade den for „svensk Blod og svenske Penge" tilkæmpede
Førerstilling i Unionen fravristes Sverige. Norges Erobring var jo det
gamle svenske Heltefolks sidste Vaabendaad — for lange Tider
sikkert den sidste. Erobringen var som bekendt ikke for straalende:
de eneste virkelige Sejrstrofæer, Sverige bragte hjem fra det lidet
blodige Stævne, var de faa Forrettigheder, der nu faktisk giver
Sverige Hegemoniet i Unionen; ellers var denne jo, som Carl XIII
udtrykte sig, nærmest en Union „at gråta afÄ. Men at det] svenske
Folk, der endnu ynder at vugge sig i de stolte Minder fra Carl
XIPs Dage, altid maa vride sig ved at skulle give disse Trofæer
fra sig, som var det ulovligt Bytte, er ret forstaaeligt: det vilde
være som den endelige Steden til Jorden af alle Sveriges gamle
Storhedsdrømme.
Dette er dog næppe de afgørende Momenter, i alt Fald
næppe saadanne, som de mere uhildet dømmende Lag i Sverige
vil lade sig bestemme af. At man overhovedet i Sverige i
Principet formaar at anerkende Norges Fordring paa mere
gennemført Ligestilling som et naturligt Retskrav, fremgaar tydeligst
deraf, at Sverige gentagne Gange af egen Drift har foreslaaet
betydelige Indrømmelser til de norske Krav.
Men Vanskeligheden turde ligge i, at man næppe med
Føje kan forlange, at Sverige for Unionens Skyld skal strække sig
saa langt, at det udsætter sig for selv at komme til at indtage
den ringere Stilling, som Norge nu søger at emancipere sig fra.
Sverige maa derfor selv ved en Ordning paa Fællesskabets Grund
fordre saadanne øgede Garantier, at ikke Norge ved sit
gennemførte parlamentariske Styre og derved større Indflydelse paa
Regeringens Førelse tilriver sig Eneledelsen af Unionens
Udenrigspolitik. Ti at se Norge tage Roret, medens Sverige maatte nøjes
med at fyre under Kedlen, vilde for Svenskerne sikkert være et
lige saa lidet opbyggeligt Syn som den nuværende’ Tingenes
Tilstand er det for Normændene. Endvidere kræver det svenske
Højre, at om Norge vil have Ret til al bestemme over Krig og
Fred, bør det ogsaa bidrage kraftigere til det fælles Forsvar. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
