Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
Teatrene.
Han har anlagt sig københavnske Bohéme-Vaner og Bohéme-Smag, har
ombyttet en beskeden og inderlig Kærlighed til Kunst med Lyst til at
vække Opsigt samt Pukken paa, at han tjener Penge. Og Søsteren,
Annette, er paa Nippet til at glide. Hun har ladt sig blænde af Fernisen
hos en ung Streber, hos en Repræsentant for hint lavere Kulturtrin, hvor
man er evig og altid tilfreds med sig selv og villigt bøjer sig under
enhver Skik og Brug, fordi man saaledes tør haabe at opnaa den bedst
mulige „sociale Position". Endnu før Stykket begynder, har Annette
rakt denne pæne Selskabsherre en Finger eller to; i 1ste Akt giver hun
ham hele Haanden. Og hun faar ikke Øjnene op, da Kavaleren beder
hende om et Stævnemøde paa Gaden, uagtet dette Forslag til hende,
saa udsat som hun er stillet, er en Simpelhed, en Mangel paa Respekt
for og Kærlighed til hende . .. Men saa kommer Omslaget. Et
Etatsraads-Par, ogsaa et Par af Selvtilfredshedens og det konventionelles vornede,
bryder ind i det gode Hjem; de forlanger Annette udleveret, fordi
hendes „sociale Position" staar i Fare for at ødelægges; og særlig mener
de, at den kompromitteres ved den yngre Broder, Malerens Levevis.
Dette bringer Maleren til at besinde sig. Hans Kærlighed til „Hjemmet6,
dets Minder og dets Mennesker, vaagner i sin gamle Styrke, og han
bryder af med alt det simple, som han var kommet ned i. Samtidig
bliver Annette gennem Sindsbevægelsen gjort klarsynet Da den unge
Selskabsmand møder med sit Frieri, giver hun ham Kurven, fordi (som
hun med vederhæftig Naivetet føler og udtrykker sig) han ikke holder
nok af hende, fordi han ikke har det mindste af sit Hjerte dér, hvor
nu hun har hele sit igen: nemlig blandt dem, der ikke søger efter Skallen
her i Livet, men efter Kærnen.
Saaledes var Tankegangen i Stykket. Men det var daarligt
komponeret. Interessen splittedes allerede ved, at der var to
Hovedpersoner, Annette og Maleren. Og Annette, der i Titlen udgaves for
Hovedperson, stod desuden saa godt som udenfor alt det, der flk Lov
til at brede sig som „Handling". Hele Etatsraads-Parrets langvarige
Indgriben havde kun ganske fjærnt og indirekte nogen Indflydelse paa
hendes Skæbne; den afgjordes i to bitte smaa Scener med hendes
Elsker. Der fattedes kort sagt Klarhed, Overskuelighed, rigtigt dramatisk
Liv. Man føke sig mindre forpligtet overfor Forfatterens digteriske Evne
end overfor noget fint. i hans Længsel, noget vist nobelt i hans
„Livssyn".
Fru Bloch spillede Annette. Hun fik nydeligt sanddru frem alt
det sarte og stille og huslige og kærlige ved Figuren, dens unge, glade
Livstrang og ogsaa det i god Forstand gammelkloge, der skal være over
den: nemlig at medens denne lille Pigehjerne er ukendt med „Verden",
er den ikke ukendt med selvstændig Eftertanke. Skikkelsen blev helt
igennem et ægte Barn af det Hjem, som Forfatteren havde tænkt sig. Lidt
mindre lykkedes (i alt Fald de to Gange, Anmelderen saa Stykket) det
Skuespillerinden at fremstille den Annette, der er ved at glide bort fra
Hjemmet Den unge Piges Betagethed overfor hendes mondaine
Tilbeder kom f. Eks. ikke nok frem i den lille Scene i 1ste Akt.
Tonefaldet blev ikke tillidsfuldere, Blikket ikke mere hengivent, medens hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
