Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl Madsen: Foraarsudstillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274 Forårsudstillingerne.
s
af alle de Karakteregenskaber, der lod „Gudernes Fader og Drot*
optræde i en ham værdig Skikkelse, da han omskabte sig til en
Tyr. Begge Springvandsprojekterne er baade morsomme og gode.
Naar Kataloget angiver de Billeder, han har udstillet, til alle at
være malte i 1892, saa er det en selsom Fejl, thi selv det flygtigste
Blik over dem vil skønne, at der er en ikke ringe Forskel paa
Billederne fra i Fjor og de ældre Studier (Nr. 64—66 og 70).
Sammenligningen forekommer mig ikke at være til Forringelse af
de ældre Ting, endskønt — eller netop fordi — Farven i de ny
Billeder er ført op til en langt mere intensiv Styrke. Motiverne
er nu som før nydeligt sete, særlig fortryllende er Motivet i det
lille Billede, Kunstforeningen har købt, men som dog i al sin
Friskhed og Lethed synes vel løst i Behandlingen og noget tyndt
i Virkningen.
Er denne intensive Farvestyrke noget, der i sig selv er saa
særdeles attraaværdigt? Hvorfor skulde den vel være det? Ja,
det er jo udmærket, naar et Billede smager af Friluft og Sommer
og Solskin, men det er slet ikke rart, naar det smager af Farver. Det
er intet mindre koloristiskt end det kulørte. Hvor brutalt virker
ikke Viggo Pedersens „Efteraarsstorm" med det blaa Farvekar,
mod hvilket Køerne ubetænksomt styrer deres Gang! Denne flinke
Kunstner synes at have faaet et skævt Syn paa, hvad
Farveskønhed vil sige. Der er noget overordentlig smukt villet i Billedet
med Skumringslængslerne mod det tabte Paradis; Eva er særdeles
nydelig, Adam meget mindre god. Men et Blik paa
Galleribilled-Studiet oven over dem viser klart, hvor lidet Viggo Pedersen
egentligt er vundet frem mod Maalet for en Kolorist.
Formodentligt er Johan Rohdes Landskaber fra i Aar
akkurat lige saa gode som dem fra i Fjor eller i Forfjor. Men
alle disse Smaabilleder med deres i sig selv nydelige og ogsaa
meget net og forstandigt præsenterede Motiver virker i deres
ubegribelige Ufriskhed trist og trættende, disse Himle af Grød og
Huse af Pap frister til at gentage den Drachmannske Strofe: „En
Mundfuld Luft! Her snøres Struben til!* Og dog er der jo i
alle Billederne noget, der viser, at de stammer fra en ualmindelig
intelligent Kunstner. Det skorter ham kun paa stærk
Oprindelighed, umiddelbar Naturkraft; han er en Nureddin, der endnu
ikke har Aladdinslampen i sin Haand. Han punkterer i Sandet
for at finde den nyeste og eneste saliggørende Teori. Et Par af
hans Billeder fra Holland viser os denne Stræben. Den gule
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
