Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl A. Tavaststjerna: En Impressionist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290 En Impressionist.
afgivet i løftet Stemning for lange Tider tilbage, glemte han aldrig,
men indfriede ganske uventet en skønne Dag og ligesom tilfældigt,
og under det alt sammen laa som et Net af det ægte Venskabs
fineste Nervetraade, for fine til at tages paa eller præsenteres i
fuldt Dagslys.
Min Hengivenhed vandt han paa en ejendommelig Maade.
Jeg var i et lystigt Lag kommen paa Kant med en Person,
der var mig ubehagelig, og forglemte mig selv under den Ordstrid,
der udspandt sig. Det ene Ord tog det andet, jeg blev mere og
mere heftig, men min Modstander mere og mere rolig, saa at min
Hidsighed til sidst kriblede mig helt ude i Fingerspidserne, og,
ude af Stand til at beherske mig, strøg jeg ham med den flade
Haand hen over Ansigtet, fra neden opefter, paa den mest
fornærmende Maade. Vor lille Kammeratkres havde den prisværdige
Skik, at holde strengt paa god Tone overfor alle fremmede, og
min Opførsel mødte den største Uvilje hos dem alle sammen.
Den fornærmede forholdt sig aldeles passiv og snoede sine
Moustacher med yderste Ro, men hans i Forvejen ondskabsfulde
Ansigt udtrykte nu levende Skadefryd, og han ligesom beredte sig
til naadigt at modtage den Undskyldning fra min Side, som
Kammeraternes Forestillinger maatte fremtvinge.
Man snakkede ivrigt om, paa hvilken Maade jeg burde gøre
Afbigt. Naturligvis havde jeg øjeblikkelig angret min Forseelse,
men, som Kammeraterne for største Delen var imod mig og
foreskrev mig en temmelig ydmygende Bod, opirredes jeg paany
og kæmpede en haard Kamp med min Stolthed, da Marck, som
hidtil havde siddet tavs paa sin Plads uden at blande sig i
Diskussionen, pludselig rejste sig, nærmede sig min Modstander og
strøg ham to Gange med den flade Haand over Ansigtet, ligesom
jeg havde gjort, men med den roligste Mine af Verden, som om
han opfyldte en ganske naturlig Pligt.
Der blev dødsstille i Værelset.
Min Kontrapart mistede sin Sikkerhed ved Mareks gentagne
Manøvre, og saa komisk virkede denne ved den Overbevisningens
Inderlighed, hvormed den udførtes, at selv de mest alvorlige i
Kresen kom til at le deraf.
For mit Vedkommende var Situationen reddet.
At Marck, i sit Venskab for mig, med fuldt Overlæg begik
samme Dumhed, som jeg i Vrede havde gjort mig skyldig i, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
