Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl A. Tavaststjerna: En Impressionist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Impressionist.
301
Ulykkeligvis er det nu saaledes med mig, at jeg lige saa
lidt kan lade være med at bringe mine Teorier i Anvendelse paa
mig selv som paa andre.
Og da mine Forudsigelser saa sikkert slaar ind, naar det
gælder udenforstaaende, maa de jo ogsaa slaa ind, naar det
gælder mig selv. Du husker jo nok, at jeg plejede at gøre Løjer
med Darwins Læresætninger og gerne paastod, at en af mine
Forfædre maatte have været Sporhund engang i Kridtperioden.
Dermed maa det nu forholde sig, som det vil, men sikkert er det,
at jeg besidder en stor Del af Sporhundens Instinkter, maaske
ogsaa af dens Fortrin, og, at jeg minder om en finere Racehund,
kan ingen nægte. Der eksisterer intet Dyr, for hvilket jeg har en
saa absolut Sympati som for Hundene, og de besvarer den. Jeg
kan tale med dem som med Mennesker; og findes der en
Sjælevandring, saa ved jeg nok, hvad jeg bliver efter Døden.
Engang i mine Drengeaar, kort før jeg kom ud af Skolen,
havde jeg ude paa Landet en prægtig Støver, der hed „Pan*.
Da jeg fik den, var den Hvalp, og jeg tumlede med den hele
Sommeren igennem for at opdrage den til at blive en
Mønsterjagthund. Det blev den ogsaa, og efter at jeg havde jaget med
den et Par Gange sammen med de andre Hunde, kunde Pan
hamle op med hvilken som helst af Gaardens dygtige Støvere.
Jeg holdt af Hunden, som kunde den have været et
Menneske, og vi delte baade Mad og Seng med hinanden. Men det
kosteligste af det hele var, at Pan begyndte at ligne mig. Den
efterabede mig, var lystig som jeg; men fremfor alt, den havde
aldeles de samme Øjne, ikke alene i Farve, men ogsaa i Udtryk.
Det lagde de ogsaa Mærke til derhjemme.
En Dag i September, da jeg kom hjem fra Skolen og vilde
ud i Mark og Skov med Pan, var den syg; der blev ikke noget
af Jagten den Gang. I Stedet for gav jeg mig til at være
Sygeplejer; og der var ikke Tale om, at de fik mig i Skole, saa længe
Pans Liv var i Fare. Han laa i min Seng og saa saa lidende ud,
medens jeg madede ham og puslede om ham.
Jeg husker, hvorledes hans Udseende og Blik forandredes
fra Dag til Dag, og hvorledes der kom noget uforklarligt og
underligt sjælfuldt i hans graa Øjne. Men munter var han alligevel trods
Sygdommen og bjæffede glad, hver Gang jeg kom ind til ham.
Saa til sidst en Dag strakte han Benene fra sig, kradsede
med Poten paa min Haand, slikkede den og døde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
