Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410
Teatrene.
hun en Gang har været lidt indtaget. Hun flirter med ham — og
vil gøre et Par af ham og en ung Pige. Hun diskuterer om høje
Materier med ham — og kysser ham, „moderligt". Til sidst, da han
vil rejse, lover hun ham sig selv; og da han alligevel vil bort, styrter
hun — nej! gør hun et Tilløb til at styrte ud og demaskere for
Alverden sin Elskov. Hvad betyder alt det? Fru Nielsen laante sin
Provstinde noget vist æggende og udæskende; hendes Blik mod den
forbudne Frugt syntes at røbe, at Tænderne løb i Vand efter den. Og
den store Opbruds-Scene tog hun for ramme Alvor. Et forsigtigt
Demimonde-Væsen altsaa, der omsider slaar sig løs! Men Schandorph
har vistnok ment noget langt farligere. Han maa have sigtet til disse
det virkelige Livs Skuespillere, hvis Kunst er de allerfleste professionelle
Skuespilleres milevidt overlegen. Det er Mennesker, der er slaaet til
Skillinger, men som halvvejs indbilder og helt udgiver sig for at være
blanke Dalere. I hvert af deres Følelses-Udtryk er en tyvende, en tiende,
en femte Del virkelig følt; Resten føjer de til for Effektens Skyld. Selv
naar de tror sig oprigtige, poserer de; og de gør det — noget for at
henrykke andre, men mest for at henrykke sig selv. Løgnen er
efterhaanden gaaet dem over i Blodet, lkke-Naturligheden er bleven deres
anden Natur.
Kort sagt: et kvindeligt Sidestykke til Hjalmar Ekdahl i
„Vildanden". Men Hjalmar Ekdahl stilles frem til Latter for Publikum.
Schandorphs Figur derimod er taget og maa tages alvorligt, eftersom
den er Midtpunkt for alles, selv de klogestes og ærligstes, Respekt,
Hengivenhed, Kærlighed. Dette gør den vanskelig at spille. En
Hjalmar Ekdahl kan fremstilles ved blot at understrege og overdrive,
eu Provstinde Læssø maa fremstilles ved at udviske og forflygtige; hist
kan der virkes ved et stadigt lidt for meget, her kun ved et stadigt lidt
for lidt, i baade Betoninger, Blik og Bevægelser. Der kræves megen
Intelligens, rige Udtryksmidler, stort Herredømme over Midlerne for
overalt at kunne finde og gengive saa fine Nuancer. Tag f. Eks.
Optrinet, da Provstinden vil styrte ud og gøre Skandale: hvor maa der
ikke der være en Hemrnethed, en diskret Mangel paa Given:sig-hen
i Løbet, dersom Tilskuerne øjeblikkelig skal forstaa, at hun Løber
aldrig i Verden længer end hen til Bænken? Og hvor er den
Hemmet-hed ikke svær at faa frem? Arten og Omfanget af Fru Nielsens Talent
fjerner i alt Fald hende langt fra Muligheden af at kunne udføre
saadan en Rolle tilfredsstillende.
Naa men — Opførelsen af Hjemkomst var altsaa det kgl. Teaters
Indskud i Maanedens Teaterliv. Dagmarteatrets Indskud var Opførelsen
af Fiesco. Stykket var udstyret rigt med Dragter og Dekorationer. En
af Dekorationerne var fortræffelig. Fra en Hal, hvor Handlingen foregik,
var en bred Trappe bygget op som til en højtliggende 1ste Sal. Det
log sig godt ud; og det muliggjorde flere Gange et særdeles
virkningsfuldt Scene-Arrangement, — hvad der naturligvis var det vigtigste, det
ene vigtige.
£ Selve Tragedien turde maaske henregnes blandt de noget
overvurderede Digterværker. Schiller har villet give „et Kolossal-Billede af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
