Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valravn.
435
Stuen, hvor fremmede gaar ud og ind og kalder alt det deres, som
var gemt og hæget som ens eneste Eje ... ♦
dette lille Billede, der var mig som en Kræft i Hjertet,
mens min Sjæl i sin Nød fattig og nøjsom sugede Lykke af at
vide hende glad ved, at det hang der for hendes Øjne.
Jeg løfter Haanden for varsomt at røre ved dets Ramme
og skyde det lige, men lader atter min Arm synke og har ikke
Mod til at rette det, mindesyg og angest for at dræbe dette sidste
Spor af hende. Og et Øjeblik dulmes min Fortvivlelse, og dette
Billede, som hendes Nakke endnu i Morges har hvilet imod, bliver
mig som et Baand, der binder hende til de tomme Stuer, binder,
som laa hendes Haand endnu i min, og som var det hele en dum,
ulykkelig Drøm.
Og jeg vender mig og ser mod Døren ud til Entreen, saa
pludselig tryg, saa dagligdags rolig c%’saa besindigt vidende, at.
hun sover ovre i sin Seng–
Og pludselig giver jeg mig til at ordne Bøgerne paa
Bordet. Jeg stabler dem sammen, ganske langsomt, i smaa
Bunker, saaledes som de plejer at ligge. Den lille, firkantede Dug
under Visitkortskaalen glatter jeg og skyder et Par Kort, som
hænger ud over Skaalens Rand, ind under de andre. Jeg bliver
staaende ved Bordet, skraber alle Visitkortene i Skaalen sammen
og tager dem i min Haand for at lægge dem fra mig ordnede i
Stabel og spreder dem igen. Saa ser jeg mig om, lader Øjnene
løbe over Reolernes Bøger og Billederne paa Væggen, og gaar
atter tilbage mod mit Skrivebord og drejer pludselig vaklende
randt paa Hælen–
Mit Legeme fanges af en Lænestols bløde Polster, og jeg
føler mine Lemmer indfaldne og magre, som var mine Klæder alt
for store. Mine Kinder er kolde og Huden i mit Ansigt stram og
trukket sammen.
I lang Tid sidder jeg og stirrer frem for mig og sanser
intet, — min Hjerne er stanset, mit Liv er som ophørt–
. . . Men da langt om længe min Bevidsthed vaagner, er
det første, jeg ved, at Stilheden hele Tiden har vaaget lydløst
omkring mig, at intet og ingen har brudt den, og at alt er dødt
og tavst og endt. Jeg ser hen paa Dørlaasens sorte Greb, og
som slog det et nyt Saar i mit Hjerte, ved jeg, at den Dør er
lukket for bestandig bag hende. Og pludselig er det, som om
alle Blodkarrene i mit Legeme aabnede sig, og jeg fyldes af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
