Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valravn.
437
skød sig frem af Skyggens Fred, og sugedes sammen og hang som
klar Væde i Lysekronens Prismer og Stjerner.
Jeg laa her paa Sofaen og saa ind paa hende, fuld af
Aftenens Fred, til min Lykke brød ind over mit Hjerte og jeg
maatte tale, høre hende tale.
— Hvad sidder du og tænker paa, Hedvig? spurgte jeg.
Hun svarede ikke straks. Saa spurgte hun omsider langsomt:
— Hvorfor vil du vide det?
— Aa jo, du sidder saa alene og tier, svarede jeg.
— Det vil blot gøre dig bedrøvet, sagde hun stille og uden
at vende sig.
— Bedrøvet, du, — hvad er det da, du tænker paa?
spurgte jeg igen.
Hun tav en Tid lang. Saa sagde hnn langsomt:
— Jeg tænker paa de lyse Nætter.
— Herçegud, og det skulde gøre mig bedrøvet! smaalo jeg.
— Gør de ikke dig bedrøvet? spurgte hun, og Ordene kom
nølende og lød, som turde hun ikke tale det, hun tænkte, til Ende.
Jeg rejste mig fra Sofaen.
— Du siger det saa sørgmodigt, sagde jeg og gik ind over
Gulvet til hende og bøjede mig over hende og tog hendes Haand.
— Er der noget i Vejen, Hedvig? Hvad er det med de lyse Nætter?
Hun rystede paa Hovedet.
— Kan du ikke sige mig det? spurgte jeg.
— Jeg ved det ikke, sagde hun og saa ud paa Himlen, der
i Nord stod som en bleg Bund gemt under et Tæppe af
sølvmorhvide Skyblade.
— Hedvig, sig mig det! bad jeg.
— Det er blot det, begyndte hun langsomt og standsede, —
det er blot det, at jeg sidder og føler mig saa ensom–
Og da jeg tav, blev hun ved, mens hun saa ud over Haven:
— Jeg kan ikke gøre for det, Johannes, og jeg ved, at det
er Synd imod dig; men jeg bliver saa beklemt om Hjertet, naar
jeg tænker paa, hvor ung jeg er, og at jeg sidder her og ser det
samme og kommer ingen Vegne, alt det jeg tænker og længes.
Aa, du ved ikke, hvor det er frygteligt at være angest for hver
Dag, der gaar, og føie Tiden saa kostbar. Jeg synes somme Tider,
at jeg bliver saa gammel, og saa har jeg oplevet saa lidt og spildt
de eneste Aar, man har at leve i.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
