Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
454
Vftlravn.
— Er De sulten? raaber han.
Jeg vender mig og ser ham staa paa Klittens Top, mørk
og stor mod den lyse Horisont, med Bøssepibens sorte Silhuet
ragende stift op over den højre Skulder. Han ser ned mod mig,
og jeg bliver staaende og venter, mens han langsomt nærmer sig.
Saa følges vi tavse. Kun en Gang imellem taler han, et Par
ligegyldige Ord blot, og ikke en eneste Gang møder mit Blik
hans Øjne. Han ser bestandig frem over Heden, frem mod Byens
låve Huse, der langsomt vokser os i Møde. Smaa og ludende og
hvidkalkede staar de i Stimmel under den blaasorte Regnskumring
i Øst, stille og hvide som en Flok skræmte Faar.
Jeg længes og er utaalmodig. Det er en Evighed siden,
synes jeg, at jeg saa Hedvig, og jeg føler mig ensom og forstaar
ikke, hvorfor jeg gaar her og har gaaet her i Timer med en Mand,
som er mig fremmed. Jeg ser hende bestandig, som hun staar i
Laagen med Paraplyen over sit blonde Hoved og skutter sig for
Dryppet fra de vaade Træer og nikker efter mig, glad over, at
jeg gaar alene, gaar uden hende, og det kommer mig for, som
maa hun staa der endnu–
— Kan man se Kroen herfra? spørger jeg en Gang.
— Kroen, gentager han langsomt, nej–
Men saa er det, som om hans graa Øjne pludselig udvidede
sig, og han skyder med et Skulderkast Bøsseremmen længere ind
over Skulderen.
— Jo, Kroen, siger han, det er det høje Tegltag der inde
over Rønnerne.
Og som for at undskylde sin Adspredthed spørger han:
— Er De ked af at gaa her?
Jeg mumler noget om den glatte Lyng, og han tier.
Omsider naar vi de første Huse og staar et Øjeblik efter i
Kroens Spisestue, — et Øjeblik efter, thi jeg mindes intet, jeg ser
intet, før jeg staar i den halvmørke Spisestue hos Hedvig, der
sidder paa en Puf under det aabne Vindue. Tæt oven over Vinduet
støjer Spurvene under Tagskægget, og ind i Værelset lyder det
tunge Klunk af Draaber, der drypper langs Længen i den stille
Aften. Han er gaaet paa sit Værelse.
— Naa, er du der? siger hun og ser op paa mig.
Hun vender Ryggen til Lyset, og jeg kan ikke se hendes
Træk, men jeg føler hendes Øjnes Kærlighed gløde over mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
