Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valravn.
467
Det sner ikke længer, Blæsten har lagt sig, og jeg ser
Stjerner langt borte.
Og det bæres mig for, som gled min Sjæl paa Baad
gennem det milde Mørke mod de fjerne Stjerner, tyst som den, der
forvist og fredløs nærmer sig sit Hjemlands Kyster i Natten.
Thi fjernt og spredt som disse Stjerner ligger mit Sinds
Fred og mit Hjertes Lykke, og hvileløs drager min Sjæl derud for
at sanke og samle, samle som fattig Mands Barn i Hunger og
Feber, samle til Dagen gryr og sletter Stjernerne og stirrer som
et stort, aabent, koldt Øje ind i min Stue og viser mig mine
tomme Hænder.
Forbi for bestandig, forbi!
Hvor det Ord lyver haanligt!
Forbi — og i mit Hjerte sidder Evighedens Spøgelse og
tvinder i Traad og vikler op og tvinder igen alt det, som er dræbt
for min Forstand. Og naar det bliver Dag, og jeg rejser mig og
gaar ud, og naar Nætterne kommer, — det samme, bestandig det
samme. Mine Øjne vil se døde Ting og mine Hænder røre ved
Sten, overalt vil jeg møde det livløses Afmagt, og intet vil tale
til min Sjæl. For det, som alene gav Livet, er flygtet fra mit
Hjerte, ranet og flygtet–
Jeg rejser mig ... jeg brænder ... alt i mig styrter sammen
i Baal . .. min Sjæl er giftig, stikkende, eddergrøn Lue — —
Se, hvor min Haand spiler sig ud ... Hvor er du ... Min
Mund skriger paa dig ... Jeg vil slukke dit Liv ... se dine Øjne
briste, dine Øjne, som slåp mig og lod mig pines, ... svale med
din Død den Gift, der brænder mit Hjerte, ... hovere! ... sejre!
... give min Sjæl dit Lig, at den kan le og sove trygt i Fred!
... lønne dig for det, du gjorde, at du kan se, hvor dybt — dybt
— dybt du har ramt! ... fornedre dig, du, som var den hvide
Sky, at jeg kan raabe til mit aandeløst lyttende Hjerte min Sejrs
Hosianne! ... kvæle dig mellem mine Hænder og to min Sjæl i
dit Legemes Kval og din Sjæls Rædsel! ... se dig lide! — lide!
— raat og plumt! — — —
Aa Gud i Himlen, hvorfor skabte du Mand og Kvinde! ...
Ser du denne Naal i min Haand, — en lang, tynd Naal — blot
en Naal ... hendes Naal som hun har glemt, ... og mine Fingre
har brudt den, ... denne Naal, som har siddet i hendes Haar!
... Ser du, hvor mine Hænder presser Stumperne sammen og
løfter dem, at Sølvsommerfuglen, som den bærer, kan skinne i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
