Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Johannes Jørgensen: En ny Digtning. II. Paul Verlaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ny Digtning. 475
varet ham ad, og Gud har i sin Naade ladet ham forstaa
Advarslen. Han har nedkastet sig for Alteret, som han saa længe
miskendte, han tilbeder Algodheden og paakalder Almagten; han
er Kirkens hengivne Søn, den ringeste i Fortjeneste, men fuld af
god Vilje."
Med andre Ord: „Sagesse* er Bogen om Verlaines
Omvendelse fra Hedenskab til Katolicisme. Siden „Fieurs du mai"
er der ikke i Frankrig udkommet nogen Digtsamling, som har
haft saa indgribende Betydning for fransk Aandsliv. Det er da
nødvendigt at vie Værket en mere udførlig Omtale.
„Sagesse" begynder med et allegorisk Digt. Verlaine
fortæller heri, hvorledes Ridder Uheld mødte ham i Livets Skove og
gennemborede hans gamle Hjerte med sin Lanse. Den gode Ridder
dræbte hans gamle Hjerte og skabte i Stedet for et nyt i hans
Bryst. Længe havde Digteren ved egen Kraft søgt at bekæmpe
sit Kød; hans Anstrengelser havde været som Herkules’ eller
Sisyfos’. Men han havde kæmpet forgæves; der var altid en eller
anden Port i hans Hjerte, som aabnede sig for Fjenden. Nu nedstiger
der imidlertid i hans ny Hjerte en Kvinde i snehvide Klæder, en
himmelsk Kvinde, som blot ved et Tegn faar Kødet til at flygte.
Udyret flygter, sønderrivende sin nøgne Barm i Raseri, flygter ind
gennem Skove, fulde af frygtelig Elskov.
Og den hvide Kvinde taler til det arme Jordens Barn, der
længe har vaklet mellem Kød og Aand, og hun forkynder ham
en endelig Sejr. Thi hun kommer med Hjælp fra oven og med
himmelsk Bud om Fred og Frelse.
Og Digteren spørger: Hvem er du, høje Frue?
Og den hvide Kvinde svarer: Jeg var født før alle Ting,
og jeg skal se alle Tings Ende. Jeg græder over jer, svage Mænd
og stakkels Kvinder, og finder jer afsindige. Jeg græder over
eders triste Sjæle, jeg elsker dem, og jeg frygter deres låve Lyster ...
Du spurgte mig, hvem jeg er? For mit Navn bøjer selv Englene
s’g–- jeg elsker alle og anklager ingen . . . jeg er Bønnen, og
det er mit Værk, at din Last flygter i det fjerne. Lov mig nu,
at du vil blive paa Dydens Vej.
Og Digteren lover det.
Der følger nu nogle Digte af en ydmyg og angergiven
Skønhed. Som dejlige Magdalener knæler disse Vers for Herrens
Alter. Digteren siger Farvel til alle sine gamle Sorger og Glæder,
til Latteren og Tungsindet. Der bliver intet andet tilbage end en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
