Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Sophus Clausen: En Nat med Paul Verlaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484
En Nat med Paul Verlaine.
talenhed har glemt det Glimt af Menneskehaab eller Menneskejammer,
hvorpaa det i Poesien alene kommer an. Hans lurvede Dragt
blev som et Smykke for hans rene, dybt oprigtige Sjæl — en
trofast, vidunderlig Sjæl, helt gennemtrængt af sin Ild. Skarnet
havde ikke han selv, men et uforstaaende Samfund stænket paa
hans Klæder.
Mens vore Øjne slugte ham med ungdommelig Beundring,
og vi gerne kunde have omfavnet denne tiggerklædte,
vidunderlige Sjæl, vovede efter en lang Venten den underdanige Rødskæg
fra før at trække Verlaine let i Ærmet:
„Sig Godnat til mig, notre phrel"
„Godnat Bibi!"
Bibi, som nylig havde aftørret Mesterens Ryg, rakte Kinden
frem til et Kys efter gammelfransk Skik.
„Kys mig, notre pére!u
Verlaine kyssede ham paa Kinden, men da Bibi nu ogsaa
vendte den anden Kind til, gennede Verlaine ham uvillig fra sig med
Albuen: „Nous aurions l’air ... Lad os nu være fri!"
Skønt Rygtet siger, at Paul Verlaine holder af Absint,
Tilde han med os to danske Yndere af den store Baudelaire kun
drikke et Glas uskyldigt Pebermyntevand, og da det var tømt og
vi igen bød ham, sagde han:
„De kan jo bestille et Glas til, hvis De vil give mig det."
Som en Mand, der føler Pligt til at aflægge Vidnesbyrd i
et højtideligt Øjeblik, talte han længe til os om Baudelaire og
fremstillede den vilde Haardnakkethed, hvormed den beundrede
Forgænger gennem Livets dyndede Gader har bukket sig efter alle
Splinter af Idealet. — Ordene kpm ikke mere med Besvær, men
Sorgen var paa hans sænkede Ansigt.
Der skete et Tøbrud i hans Sind, mens vi talte med ham,
og hans første Smil brød igennem, da han kom til at nævne en
Skildring af en Kvindes Aand, som skyldes St. Beuves Pen.
„Kvindernes Aand!" gentog han med et Vismands-Smil,
som bredte sig fra bægge Næsevige og pludselig tindrede lystigt i
de smaa, brune Øjne. De er søde ... men deres Aand!"
Og der laa Gudernes og de tyveaariges Velvilje i hans Ord:
„Elles ont du charme, mais ... de l’esprit?"
Kafeen skulde lukkes. Det fik ikke hjælpe, at vi var i
Selskab med Frankrigs største Lyriker. Opvarteren var dus med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
